Fortsæt til indhold

Danske pensionskasser vil købe TDC

TDC's dage som børsnoteret virksomhed kan snart være talte. ATP, PFA og PKA og den australske investeringsbank Macquarie er angiveligt gået sammen for at købe TDC.

Erhverv

Midt i TDC's store fusion med mediegiganten MTG er et konsortium bestående af de danske pensionskasser ATP, PFA og PKA og den australske investeringsbank Macquarie, klar til at købe teleselskabet.

Det erfarer Børsen fra flere kilder med kendskab til processen, ligesom Finans også har fået bekræftet det fra kilder tæt på processen. Ingen kilder vil dog endnu stå offentligt frem og bekræfte rygterne om et muligt opkøb.

Konsortiet har døbt sit hemmelige opkøbstilbud ”Project Ophelia”.

Ifølge Finans’ oplysninger afgav konsortiet sit første tilbud på at opkøbe TDC lørdag den 27. januar. Det lød på 47 kr. pr. aktie svarende til en samlet markedsværdi for TDC på 38,2 mia. kr.

Finans er i besiddelse af en del af udkastet til opkøbstilbuddet, som er stilet til TDC's bestyrelsesformand, Pierre Danon.

Efterfølgende har konsortiet ifølge Finans’ oplysninger forhøjet tilbuddet til 48 kr. pr. aktie. Det svarer til en forhøjelse på 812 mio. kr. Det skal ses i forhold til, at TDC onsdag lukkede i kurs 37,5 på fondsbørsen. Dermed er konsortiet villig til at betale en merpris på 28 pct. for at sætte sig på det danske teleklenodie.

Det er samtidig over kursmålet på 45 kr., som flere banker har sat for TDC-aktien.

Konsortiet har ifølge Finans' oplysninger hyret Morgan Stanley i London og Nordea i Danmark til at hjælpe med opkøbet.

Hverken TDC eller pensionskasserne vil offentligt be- eller afkræfte rygterne. Til Børsen siger kommunikationsdirektør i TDC, Peter Glüsing Pedersen:

»Vi kommenterer aldrig på rygter og spekulationer i markedet, så ingen kommentarer herfra.«

Det opsigtvækkende er, at købstilbuddet er sendt til TDC-formanden den 27. januar, mens TDC selv præsenterede sine fusionsplaner med MTG, der bl.a. ejer TV3 og Viasat, for aktionærerne den 1. februar.

Da TDC-topchefen, Pernille Erenbjerg, præsenterede MTG-fusionen, hvor TDC køber 100 pct. af MTG for 15 mia. kr., men til gengæld afgiver 28 pct. af sine aktier til MTG's aktionærer som en del af betalingen, faldt TDC's aktiekurs med 8,1 pct.

Kursen har dog rettet sig en smule op siden da.

Hvis den angivelige interesse fra konsortiet af pensionskasser bliver til et reelt bud, kan TDC-aktionærerne altså vælge mellem at takke ja til en stor gevinst på over 8 mia. kr. nu, eller satse på, at TDC's fusion med MTG bliver en succes i løbet af de kommende år.

Artiklens emner
TDC
ATP