Erhverv
0

Dagrofa sparker chefen ud - tidligere DSB-chef tager tøjlerne

Per Thau er færdig som topchef i Dagrofa. Bestyrelseformand Jesper Lok leder virksomheden indtil en ny koncernchef er fundet.

Per Thau har siden 2013 været adm. direktør for købmandskoncernen Dagrofa. Foto: Stine Bidstrup.

Efter nedlukningen af Kiwi-kæden skifter dagligvarekæmpen Dagrofa - der også står bag blandt andet Meny og Spar-kæderne - nu ud på topchefposten.

Per Thau, der har været koncernchef siden efteråret 2013, erstattes indtil videre af sin egen bestyrelsesformand, den tidligere DSB-topchef Jesper Lok.

»Med en ny kapitalstruktur og med nedlukningen af Kiwi går Dagrofa ind i en ny fase. Bestyrelsen har konkluderet, at tidspunktet samtidig er det rette til at finde en ny chef for Dagrofa,« lyder det i en pressemeddelelse fra netop Jesper Lok.

»Rentabiliteten skal forbedres med fokus på at forsyne (Dagrofas butikker, red.) med gode produkter og attraktive butikker. Vi er glade for, at Jesper Lok har sagt ja til, midlertidigt, at sætte sig i førersædet, så vi kan tage fat på det arbejde,« lyder det i samme meddelelse fra Bo Rygaard, formand for KFI Erhvervsdrivende Fond, der er en af hovedejerne i Dagrofa

Så sent som i september meldte Per Thau ellers ud om markante vækstplaner for især Meny og Spar.

50 nye Meny-butikker ud over de eksisterende 118 skulle det blandt andet blive til.

Vi har været på en spændende rejse, præget af store forandringer senest lanceringen af Meny og afviklingen af Kiwi.

Per Thau, tidligere topchef i Dagrofa

»Vores tre store prioriteter er at udvikle vores koncept, udvikle vores sortiment og sikre den bedst mulige drift i butikkerne. Det skal vi skal arbejde mere med. Og det vil denne her ændring også hjælpe med,« lød det fra Per Thau over for Finans.

Så sent som i december ændrede Dagrofa internt i ledelsen, og nu er Per Thau så helt ude efter et halvt årti på topposten.

»Jeg har haft glæden at arbejde sammen med engagerede kolleger i Dagrofa siden 2010. Vi har været på en spændende rejse, præget af store forandringer senest lanceringen af Meny og afviklingen af Kiwi. Jeg ønsker Dagrofa held og lykke på vejen og glæder mig til nye udfordringer,« lyder det fra Per Thau ifølge pressemeddelelsen.

BRANCHENYT
Læs også