Erhverv
0

En kun 11-årig dreng starter egen krypto-virksomhed

Hjemme fra sine forældres hus i Connecticut i USA baner drengen fra sjette klasse sin vej ind i den nye pengevirkelighed.

De såkaldte mikrotransaktioner bliver mere og mere populære i  computerspil. Nu vil den 11-årige George Weiksner forene dem under sin digitale spilvaluta "Quarter." 
Foto: Nanna Navntoft

Mød George Weiksner. Han er 11 år gammel, går i sjette klasse, og så er han adm. direktør i sit eget krypto-selskab.

Som 11-årig stikker den unge direktør en smule ud på den fine New Yorker restaurant-Bagatelle, som hver mandag inviterer til såkaldte Crypto Mondays. Arrangementet er en mødegruppe, hvor blockchain-entusiaster kan dele ideer om kryptovalutaer.

Men George Weiksner er på alle måder på hjemmebane.

Han er nemlig adm. direktør i Pocketful Of Quarters, som ifølge sin egen hjemmeside, »vil være den universelle kryptovaluta til spil.« Visionen for virksomheden er at skabe en digital udgave af poletter, man kender fra arkademaskiner. De digitale poletter kan ikke bruges som købemiddel i den virkelige verden, men kun bruges i spilverden. Spiludviklernes poletter kan dog veksles til kryptovalutaen Etherum.

Poletternes pris for spillere er dog fastsat i dollars, så de som navnet antyder, altid vil koste 25 cents stykket.

»Jeg fik ideen på vej hjem fra skole, da min far fortalte mig om kryptovalutaer. Jeg tænkte, at man kunne have en samlet spilvaluta for spil,« fortæller George Weiksner til ICO Investor TV.

Det er ikke tilfældigt, at George Weiksners far, Michael Weiksner, fortalte sin søn om kryptovalutaer på turen hjem fra skole. Michael Weiksner har en bachelor i computerteknologi fra Princeton og en Ph.D. fra Stanford. I dag er han partner i det amerikanske investeringsselskab Rostrum Capital, hvor han har ansvaret for 15 mio. kr. investeret i nystartede, teknologiske virksomheder.

Selvom Pocketful of Quarters endnu ikke har rejst kapital i samme luftlag, er de i gang med at skabe grobund for virksomheden.

»Det, vi gør i vores ICO (Initial Coin Dffering red.), er, at vi tilbyder dig at investere i noget, som næsten allerede er færdigt. Hvilket er ret nice,« siger George Weiksner til ICO Investor TV.

En ICO - Intial Coin Offering, er en blanding mellem crowdfunding og udstedelse af værdipapirer. Det er den typiske finansieringsform for blockchain-baserede virksomheder. Kapitalrejsningen gennemføres ved, at der udstedes en digital polet, som investorer kan købe for digitale valutaer.

Når projektet er færdigudviklet, kan efterspørgslen på de poletter, som virksomheden udstedte, stige. Dermed kan det ende som en god investering for de tidlige investorer.

BRANCHENYT
Læs også