Erhverv

T. Hansen-milliardær slår to store autokæder sammen

Ejeren af T. Hansen samler autogrossister og værksteder i to nye kæder. Det kan gøre Mekonomen-varemærket fortid i Danmark.

Bent Jensen, direktør i og ejer af T. Hansen, har nu skabt både en ny værkstedskæde og storleverandør af reservedele til bilbranchen. Foto: T. Hansen.

T. Hansen-milliardæren Bent Jensen havde i 2016 og 2017 tegnebogen fremme for at købe flere konkurrenter.

Blandt opkøbene var grossisten Vestjysk Autodele og ikke mindst svenske Mekonomens danske aktiviteter, herunder værkstedskæderne Mekonomen Autoteknik og MekoPartner.

Siden har både Vestjysk Autodele og Mekonomen været drevet som selvstændige enheder. Men nu bliver de to brands slået sammen med samme koncept og navn. Fremadrettet vil Vestjysk Autodele og Mekonomens aktiviteter høre hjemme under navnet og selskabet AD Danmark, der vil fungere som ny storleverandør af reservedele til landets værksteder.

Det fortæller Poul Toftegaard Pedersen, salgs- og konceptchef i AD Danmark, til Finans.

»Nu bliver alle aktiviteter samlet på det samme cvr-nummer, den samme platform og med ét fælles navn. Alt hvad der kommer ud fra os, vil der stå AD Danmark på. Facaderne på vores afdelinger er lavet om, og medarbejderne har fået lavet nye skjorter,« siger han.

Faktisk trådte fusionen allerede officielt i kraft fra den 1. januar, men udrulningen af det nye navn bliver først færdiggjort i disse dage.

I øjeblikket har AD Danmark fem afdelinger i Jylland og på Fyn, men planen er, at der skal åbnes op mod fem nye afdelinger i løbet af 2018.

Samtidig lancerer AD Danmark en ny værkstedskæde med navnet CarSpot, som skal være et landsdækkende koncept med formentligt over 100 værksteder i Danmark.

Dog er de 105 nuværende værksteder under kæderne Mekonomen Autoteknik og MekoPartner ikke automatisk en del af den nye CarSpot-kæde.

De værksteder bliver nemlig drevet på franchise-basis og har derfor fået et tilbud om at blive en del af den nye CarSpot-kæde.

Hvis værkstederne vælger at blive i Mekonomen-regi, skal de selv stå for markedsføringen fremadrettet.

»Markedsføringen fremover for grossister vil være på AD Danmark-platformen, mens det for de frie autoværksteder vil være på CarSpot-platformen, hvis de altså ønsker at være medlem af værkstedskæden,« siger Poul Toftegaard Pedersen.

Dermed lægger Bent Jensen, der har en anslået formue på 1,4 mia. kr., og AD Danmark et pres på Mekonomen-varemærket, som måske snart kan være fortid i Danmark.

Mekonomen kæmpede i en årrække med massive underskud i Danmark og valgte for nogle år siden at lukke sine 28 butikker i landet.

Vejen for et indtog på det professionelle marked for reservedele blev banet i 2016, da T. Hansen blev medlem af det internationale indkøbssamarbejde ADI, der står for Autodistribution International.

ADI omfatter grossister i 35 lande med et årligt salg på 46 mia. kr. Det var en blåstempling af T. Hansen, som dermed kom ind i kredsen af de store leverandører i bilbranchen.

Udover Vestjysk Autodele og Mekonomens danske aktiviteter har T. Hansen også de seneste år købt Krogslund Autodele og den norske reservedelsvirksomhed Torshov Bilrekvisita.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også