Erhverv

Milliardær har solgt sin andel af spansk topklub

Presset fra de kinesiske myndigheder fortsætter på den kinesiske milliardær Wang Jianlin. Efter i sidste måned at have solgt aktiver fra i London, sælger han nu sin andel af fodboldklubben Atletico Madrid.

Wang fortsætter med at sponsere fodboldklubben, så navnet på madridklubbens stadion fortsat vil være Wanda Metropolitano. Foto: Arkiv Foto: AP

Den kinesiske mangemilliardær Wang Jianlin har valgt at sælge sin andel på 17 pct. af den spanske topklub Atletico Madrid. Wang Jianlins andel bliver opkøbt af Quantum Pacific Group, der i forvejen er storaktionær i fodboldklubben.

Salget sker, efter at rigmandens selskab, Dalian Wanda Group, i noget tid har været jagtet af de kinesiske myndigheder. Det skriver CNN.

Wang Jianling, der har tjent sin formue på det kinesiske boligmarked, gjorde sig selv internationalt bemærket, da han for et par år siden begyndte at pumpe store summer i den vestlige sports- og underholdningsindustri.

Investeringerne var en del af Wangs ambition om at flytte Dalian Wanda Group ud over Kinas grænser.

»Hvis man ser på min personlighed, og hvordan selskabet har udført mine planer, tror jeg, at vi kan være den førende i verden, når det kommer til investeringer i ejendomme, underholdning og sport,« sagde han til CNN Money sidste år.

Dalian Wanda Groups ekspansionsstrategi ændrede sig dog drastisk for et halvt år siden, hvor selskabet kom under pres fra de kinesiske myndigheder. I august annoncerede den kinesiske regering, at den ville begrænse kinesiske selskabers internationale investeringer med et særlig fokus på ejendomme, hoteller, underholdning og sport -  Dalian Wanda Groups spidskompentencer.

Sidenhen har selskabet løbende solgt ud af sine internationale investeringer. Senest i sidste måned, hvor det solgte sin andel i et luksushotel i London for 36 mio. britiske pund, svarende til 302 mio. kr.

Stramningerne er et forsøg på at nedbringe gældsfinansierede udenlandske investeringer.

Eksperter fra advokatfirmaet Baker McKenzie mener også, at det er et udtryk for Kommunistpartiets frygt for, at pengene, der strømmer ud af landet, vil kunne destabilisere den kinesiske økonomi.

Desuden vil staten gerne minimere risikoen for, at de kinesiske virksomheder laver irrationelle investeringer i udlandet.

Salget af Dalian Wanda Groups andel i Atletico Madrid må derfor ses som en fortsættelse af den linje, som Wang Jianlin har lagt for selskabet.

»Over de seneste par år har Wanda investeret i adskillige udenlandske projekter. Nu har vi besluttet at sælge dem for at komme af med vores udenlandske gæld,« sagde han ved selskabets årsmøde i sidste måned.

Atletico Madrid spiller i øvrigt kamp mod danske FCK torsdag aften. Det er i Europa League.

BRANCHENYT
Læs også