Erhverv

Norges rigeste mand er 25 år og noget af en fangst

Gustav Magnar Witzøe er i forvejen en af verdens yngste dollarmilliardærer og har nu fået lidt ekstra at forsøde tilværelsen med.

Gustav Magnar Witzøe er ifølge finansmediet Forbes verdens tredjeyngste dollarmilliardær. Foto: Skjalg Bøhmer Vold, Dagens Næringsliv

For de fleste 25-årige mænd fås torsdage ikke meget bedre, end når der er fodbold i fjernsynet, piger i nattelivet og forlænget weekend i kalenderen.

Gustav Magnar Witzøe har sat barren en anelse højere. Denne torsdag har han såmænd kunnet føje 1 mia. norske kroner oven i sin formue på 11 mia. norske kroner. Det gør ham ikke blot til den rigeste mand i verdens rigeste land, men også til en af klodens yngste dollarmilliardærer.

Bonusmilliarden er et udslag af, at lakseopdrætsselskabet Salmar - som Gustav Magnar Witzøe ejer en andel på 53,4 pct. i gennem investeringsforetagendet Kverva - har valgt at udbetale et saftigt udbytte på 19 kr. pr. aktie for 2017.

Salmar blev i 1991 stiftet af Gustav Magnar Witzøes far, Gustav, som for få år siden forærede knap halvdelen af selskabet til sønnike. Den unge mand har sidenhen investeret en lille del af sine penge i det sociale medie Gobi og i AirBNB-servicen Keybutler, men er først og fremmest kendt som en livsnyder.

Laksemilliardæren har en stor passion for rejser, mode, tatoveringer og golf, hvilket hans 30.000 følgere på Instagram kan forvisse sig om fra måned til måned.

Det seneste foto lagde Gustav Magnar Witzøe op for en uge siden i anledning af sin fødselsdag. "Beautiful", "Babe", "Lindo" og "Awwww" stod der snart i kommentarfeltet flankeret af hjerter og flammer.

Noget af en fangst, ik?  

BRANCHENYT
Læs også