Fortsæt til indhold

Heidis Bier Bar kan snart få ny ejer

Deloitte forsøger i øjeblikket at finde en køber til bar- og diskotekskæden Rekom.

Erhverv

Den danske bar-og diskotekskæde Rekom, som driver mere end 60 barer, bodegaer og natklubber i Norden, kan snart få nye ejere.

Deloittes corporate finance-afdeling står ifølge Finans’ oplysninger i spidsen for en fremskreden salgsproces.

Dermed kan der snart være fundet en køber til hele eller dele af selskabet, der står bag bl.a. Heidis Bier Bar og Hornsleth Bar og har varslet et indtog syd for grænsen.

Rekom er grundlagt og ledet af Adam Falbert, hvis far er Bent Falbert, tidl. chefredaktør på Ekstra Bladet.

Den unge Falbert - der i dag er i midten af fyrrene - købte sin første bar som 23-årig og ejer i dag knap halvdelen af koncernen.

Den har udviklet sig til en velindtjenende maskine og præsterede et driftsresultat (Ebitda) på 61 mio. kr. i 2016/2017.

Ifølge regnskabet ventes der endnu mere vækst i de kommende år, da selskabet har udarbejdet en »aggressiv« vækststrategi med planer om nye barer i Danmark, Norge og mindst et nyt land i 2018.

»Vi ønsker at manifestere os som Skandinaviens største barkoncern. Det vil vi gøre i de kommende år. Men vi vil også tage skridt ud på nye markeder syd for grænsen, fordi vi på den lange bane ønsker at være Europas største barvirksomhed,« sagde Adam Falbert til Børsen i december.

Rekoms hastige ekspansion - driftsresultatet er vokset 50 pct. på to år - betyder imidlertid også, at der ikke er mange penge at hive ud til ejerne.

Rekom har i flere år finansieret sin vækst ved at geninvestere stort set hele overskuddet, og derfor vil en ny ejer formentlig kunne hjælpe til at sætte fut under væksten, mens de nuværende ejere kan sikre sig selv økonomisk, hvad enten de fortsætter helt eller delvist på den videre færd.

Det er uvist, hvor mange købere der er tilbage i salgsprocessen, men en kilde peger på, at Rekom kunne være interessant for en kapitalfond, da indtjeningen fra barer er relativt stabil, og folk køber fadøl og shots, uanset om arbejdsløsheden er høj eller lav.

Sidste år købte kapitalfonden Maj Invest Victor Gruppen, der står bag en række københavnske restauranter samt Café Victor.

Deloitte ønsker ikke at kommentere sagen, og det har ikke været muligt at få en kommentar fra Rekom inden deadline.

Artiklens emner
Rekom
Adam Falbert