Fortsæt til indhold

Flyselskaber vil sætte priserne ned efter sænkede afgifter

Flyselskaberne giver besparelser til kunderne, når indenrigstaksterne nedsættes med 35 pct.

Erhverv
/ritzau/FINANS

Flyselskaberne kommer til at give en del af besparelsen videre til passagererne, når afgifterne på indenrigsflyvninger til og fra Københavns Lufthavn nedsættes med 35 pct. fra april.

Det fortæller både SAS og Danish Air Transport (DAT) til branchemediet check-in.dk.

- Nedsættelsen af indenrigstaksterne vil gå til vores produkt og også til konkurrencedygtige priser, siger Mariam Skovfoged, pressechef for SAS i Danmark, til mediet.

Danish Air Transport flyver fra København til både Midtjyllands og Bornholms lufthavne, og selskabet satte for en måned siden gang i et januarudsalg, fordi det i år bliver billigere at flyve til og fra lufthavnen i København.

- Vi har allerede nu sat priserne ned. Hovedsageligt i den billige ende. Som et resultat af de sænkede omkostninger i CPH kører vi fremover kampagner, der primært er fokuseret på lav pris, siger Jesper Rungholm, direktør for Danish Air Transport, til check-in.dk.

Norwegian er ikke helt så klar om prisudviklingen som konkurrenterne, og Charlotte Holmbergh Jacobsson, der er kommunikationsansvarlig i Danmark, Sverige og Finland, fortæller, at der er flere faktorer, der spiller ind på billetpriserne - og ikke kun ændringer i afgifterne.

Artiklens emner
SAS
Danish Air Transport