Snapchat-chef blev den højst betalte chef i 2017
Snapchats børsnotering i marts gav Snapchat-chefen, Evan Spiegel, en bonus på næsten 4 mia. kr.
Skaberen af Snapchat, Evan Spiegel, får sandsynligvis titlen som den amerikanske chef, der har fået den højeste løn i 2017, efter at han modtog en stor bonus til en værdi af 637 mio. dollar (3855,9 mio. kr.), fordi virksomheden blev børsnoteret i marts.
Det skriver Financial Times.
Ud over millionbonussen målt i dollar modtog Evan Spiegel mere end en million i yderligere kompensation i forbindelse med syge- og livsforsikringspræmier, retsudgifter og mere end 500.000 dollar i personlige sikkerhedsomkostninger.
Ifølge analyseselskabet Equilar, der ser på ledelseslønninger, er lønnen den største i mange år og samtidig markant større end den tidligere førsteplads, som blev indtaget af Tim Cook i 2011, der havde en årsløn på 376 mio. dollar, efter at han overtog chefposten fra Steve Jobs.
- Det er meget sjældent, at vi ser et lønniveau så højt, siger Dan Marcec, der er kommunikationsdirektør i Equilar, til Financial Times.
Han tilføjer, at han vil blive meget overrasket, hvis Evan Spiegels løn for 2017 bliver overgået.



