Her er vinderne og taberne af discountkrigen
Det er blevet mere almindeligt at handle discount. Men ikke alle discountkæder har fremgang.
Discountkæder som Rema 1000, Netto og Lidl er de seneste ti år løbet med kundernes gunst i den benhårde kamp på det danske dagligvaremarked.
Det viser en ny opgørelse udgivet af Retail Institute Scandinavia, skriver Berlingske Business.
Siden 2007 er omsætningen i discountbutikkerne steget med næsten 20 mia. kr., mens den i mange supermarkeder og nærbutikker er faldet. Men det er ikke alle discountkæderne, som oplever fremgang.
Hos Aldi er omsætningen faldet fra 3,4 mia. kr. i 2007 til 2,9 mia. kr. i 2017, og pengene er fosset ud af kassen. Samtidig har den tyske discountkæde tabt markedsandele, så den nu kun sidder på 2,6 pct. af dagligvaremarkedet herhjemme.
Heller ikke Coops problembarn, Fakta, har haft det let. Godt nok er omsætningen steget, men Fakta har måttet lukke en række butikker og giver underskud. Sidste år måtte Dagrofa lukke sin underskudsgivende discountkæde Kiwi.
De store vindere i discountkrigen er ifølge analysen fra Retail Institute Scandinavia norskejede Rema 1000, tyske Lidl og Netto, der er ejet af Dansk Supermarked. Alle tre kæder har øget deres omsætning mærkbart og har erobret markedsandele.
Ifølge en ekspert har discountkæderne formået at gøre det mere almindeligt at handle discount.
»Det er blevet stuerent at handle i discountbutikkerne. Da Netto blev lanceret, havde mange jo Irma-poser med ned for at handle i butikken, så man kunne putte de billige varer i de dyre poser. Men nu har discountbutikkerne lækre varer, og mange af deres butikker er endda flottere end de traditionelle supermarkeder. Så mange forbrugere ser dem heller ikke som discount, men som supermarkeder,« siger detailhandelsekspert Dorte Wimmer til Berlingske Business.
I dag har discountkæderne en markedsandel på 41,2 pct. i Danmark mod 28,8 pct. i 2007, skriver Berlingske Business. Retail Institute Scandinavia forventer, at markedsandelen vil fortsætte med at vokse i de kommende år.

