Erhverv

Medie: Bilgigant vil droppe dieselbiler

I 2022 vil det ikke længere være muligt at købe populære dieselmodeller fra Fiat Chrysler.

Bilfirmaet Fiat Chrysler vil i 2022 ikke sælge flere dieselbiler. 
Foto: Antonio Calanni/AP

I 2022 vil det være slut med at købe dieselbiler fra bilgiganten Fiat Chrysler.

Det skriver det amerikanske medie Financial Times, der har fået fingrene i en fireårsplan, som Fiat Chrysler angiveligt offentliggør den 1. juni. Oplysningerne er ikke be- eller afkræftet af Fiat Chrysler.

Ifølge Financial Times vil italiensk-amerikanske Fiat Chrysler over de næste fire år udfase dieselbilen fra markedet. Firmaet står bl.a. bag Fiat, Alfa Romeo, Jeep, Chrysler og Maserati.

Beslutningen drejer sig om alle passagerbiler, men Fiat Chrysler forventer at beholde dieselbilen ved enkelte modeller, der bliver brugt til kommercielt brug. Det drejer sig bl.a. om modellen RAM 1500, der særligt er populær i USA.

Fiat Chrysler er ikke det første firma fra bilindustrien, der vælger at sige farvel til dieselbilen. I sidste uge meddelte VW Group, at Porsche vil stoppe udviklingen af dieselbiler. Derudover har Toyota annonceret, at den ikke kommer til at lave nye dieselmodeller.

Ifølge en pressemeddelelse fra Jato faldt salget af dieselbiler med 8 pct. i Europa sidste år. 40,6 pct. af de solgte biler i Europa fra Fiat Chrysler var i 2017 dieselbiler.

Det er særligt italienerne, der er glade for diesel. Her er det 56 pct., der vælger diesel over benzin.

BRANCHENYT
Læs også