Erhverv

Feriekonceptet 21-5 satser på singler

Par uden børn og folk, der rejser alene, skal være grundlag for ny ejerforening.

Foreningen 'You and Me' koster knap 1 mio. kr. at være med i. 
Foto: 21-5

I den deleøkonomiske virksomhed 21-5 er princippet, at 21 familier deles om 5 ferieboliger i f.eks. Toscana, Firenze, Mallorca, Rom og New York.

De rejselystne familier har tidligere været hovedfokus i virksomheden, men nu vil 21-5 forsøge sig med en ny gruppe: Singler og par, der endnu ikke har børn. 

»Der er rekordmange singler i Danmark netop nu, og mange vælger et karriereliv, hvor det at blive en børnefamilie bliver udskudt,« siger Anders Køj, der sammen med sin kone Laila Køj stiftede den første ejerforening i 2012.

Det nye koncept hedder 'You and Me' og har fokus på de små familier, der rejser uden børn og som ikke har brug for så meget plads, når de rejser. Prisen for at være med i den type forening kommer til at ligge på omkring 1 mio. kr. Med investeringen får medlemmerne ejerskab og råderet over de fem ferieboliger.

»Vi oplever, at der er mange, der ønsker at investere i udenlandske ferieboliger, men som foretrækker mindre lejligheder tæt på byliv og natur. Vi kan se, at der er et marked her, som beliggenhedsmæssigt tilbyder det samme som vores andre foreninger, men som prismæssigt og størrelsesmæssigt tiltaler en anden gruppe,« siger Laila Køj.

Mere end 400 danske familier har gennem de seneste år investeret for over 800 mio. kr. i ferieboliger gennem 21-5.

Ifølge grundlæggerne kan 21-5 også blive en god forretning for de familier, der investerer. Også selvom man vælger at sælge efter kort tid.

»Grundlæggende er filosofien, at man ikke skal være med i foreningen for investeringens skyld, men primært for at forøge livskvaliteten. Tallene viser dog, at den gennemsnitlige værdistigning har været ca. 50 pct. ved gensalg, selvom nogle af familierne blot har ejet deres andel i to år eller mindre. Derved har 21-5 vist sig at være en god investering allerede det første år,« siger Anders Køj.

Den nye forening er netop åbnet for tilgang. Når foreningen er fuldtegnet og stiftet, vil boligerne være i brug inden for 12-18 måneder.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også