Fortsæt til indhold

Finanskrisen var en kæmpe gave til norsk oliefond: Det kan en ny nedtur også være

Udsving på aktiemarkederne vil være en kærkommen mulighed for den norske oliefond, der skal investere 300 mia. kr. i aktier.

Erhverv

Norges oliefond, der har en formue på mere end 6.000 mia. kroner, vil have gavn af større udsving på aktiemarkederne.

Fonden har et langsigtet mål om, at 70 pct. af formuen skal investeres i aktier, og øget volatilitet vil gøre det billigere at placere de sidste 300 mia. kr., der mangler for at nå det mål. Det skriver Bloomberg.

Ifølge Nyhedsbureauet hævede oliefonden allokeringen til aktier fra 40 til 60 pct. lige inden finanskrisen, og det betød, at fonden kunne gå på storindkøb, mens skrækslagende investorer solgte billigt.

»Det var selvfølgelig den perfekte situation,« siger Yngve Slyngstad, chef for oliefonden til Bloomberg.

»Hvis den mulighed skulle opstå igen, så ville det være gavnligt«.

Oliefonden er verdens største af sin slags og er skabt på basis af Norges store olieindtægter. Ved udgangen af fjerde kvartal var 66,6 pct. af formuen i aktier, mens det langsigtede mål altså er noget højere.

Ønsket om øget eksponering mod aktier skyldes, at de historiske afkast har banket obligationer og ejendomme med længder. Samtidig har fonden den klare fordel, at den går efter langsigtede afkast og bedre kan leve med kortvarige udsving end mange andre markedsdeltagere.

»Vi vil bruge den tid, som vi har brug for at komme på plads i den nyere og højere strategiske allokering til aktier,« siger Slyngstad. Han afviser at kommentere markedsudsigterne, men har gjort det klart, at fonden skal være forberedt på betydelig udsving i de kommende år.

Artiklens emner
Den norske oliefond
Yngve Slyngstad