Nyt koncept: Udlej din leasede bil og få rabat
På blot en til to udlejningsdage om måneden er der gevinst at hente, mener Europcar.
Delebilsfirmaer stormer i disse år frem. Og nu melder biludlejningsfirmaet Europcar sig på banen med et nyt initiativ, der skal konkurrere med bl.a. GoMore, Uber og Car2Go.
Det skriver Berlingske Business.
»Vi ser ligesom andre i branchen et øget behov for at kunne få udleveret en bil, når man skal bruge den og så kunne aflevere den igen, når man ikke skal bruge den længere,« siger Christian Ree, direktør for Europcar Danmark, til Berlingske.
Tilbuddet hedder Drive & Share og skal give kunden mulighed for at lease en bil gennem Europcar for derefter at udleje den gennem biludlejningsfirmaet Snappcar, der delvist er ejet af Europcar.
Idéen bag samarbejdet er ifølge Djanan Kasumovic, direktør for Snappcar Danmark, at danskerne dermed har mulighed for at leje bilen ud uden frygten for, at det er ens egen bil, der sker noget med.
Der er ifølge firmaet en gevinst på knap 1.000 kr. af prisen på den lejede bil at hente, hvis man benytter servicen to til tre gange om måneden, skriver Berlingske.
Indtil for knap et år siden var det rigmanden Karsten Ree, der stod for den danske del af Europcar. Det gjorde han gennem selskabet Østergaard Biler, der havde franchise-rettighederne til Europcar i Danmark.
Men i maj solgte han firmaet til Europcar-koncernen.
Europcar er med en markedsandel på 30 pct. den største spiller på udlejningsmarkedet i Danmark. På verdensplan er Europcar et af verdens største biludlejningsselskaber med over 300.000 biler i mere end 140 lande.