Erhverv

Milliarderne fosser ud af Warren Buffets bankbog

Den forgangne uge har ført til enorme tab blandt verdens rigeste, men særligt den amerikanske investeringsveteran Warren Buffet har været hårdt ramt. Alene i sidste uge tabte han 22 mia. kr.

Det er ikke altid en dans på roser at være en af verdens rigeste.
Foto: Eric Francis/AP

Røde aktiekurser er skræmmende læsning for private investorer, men for verdens rigeste kræver det ekstra is i maven, når aktierne falder.

Warren Buffets investeringsselskab Berkshire Hathaway tabte i ugen, der er gået, 3,74 mia. dollars, svarende til 22,6 mia. kr.

Det skriver Bloomberg.

Warren Buffets store tab kommer i forlængelse af, at de amerikanske aktier melder rødt for tredje dag i træk.

S&P 500-indekset faldt med 1,3 pct. i torsdags og skubber det samlede fald for de seneste tre dage ned med 3,7 pct. Heldigvis bliver det ikke svært for Warren Buffet at finde en skulder at græde ved.

Facebook-grundlæggeren, Mark Zuckerberg, kunne se sin formue skrumpe med 22,5 mia. kr. Alphabet-milliardærerne Larry Page og Sergey Brin klarede sig lidt bedre igennem ugen og tabte kun 18,2 mia. kr. Bedst så det ud for den spanske milliardær Amancio Ortega, hvis formue faldt med 2,5 mia. dollars, svarende til 15 mia. kr.

Samlet set har verdens 500 rigeste tabt 128 mia. dollars, svarende til 776 mia. kr., siden mandag. Det svarer til, at hele værdien af Netflix eller McDonalds er forsvundet ud i den blå luft.

Det var de amerikanske milliardærer, der tog det hårdeste fald. Samlet tabte de 55 mia. dollars, svarende til 333,7 mia. kr., hvor de kinesiske rigmænd kunne nøjes med at se 14 mia. dollars, svarende til 85 mia. kr. forsvinde fra bankbøgerne.

Men mon ikke den amerikanske rigmand Warren Buffet nok skal finde en grund til at gå weekenden i møde med et smil.

Han er nemlig stadig god for 86,7 mia. dollars, svarende til 526 mia. kr. hvilket giver ham en tredjeplads over verdens rigeste.

Rigmandens enorme velstand gør, at tabet svarer til, at en gennemsnitlig dansker mister 24.000 kr.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også