Erhverv

Udskældt biludlejningsfirma bliver straffet med millionbøde - igen

Biludlejningsfirmaet Goldcar har fået en millionbøde for aggressiv markedsføring og urimelige gebyrer. Og det er ikke første gang.

På Trustpilot vrimler det med sure anmeldelser fra Goldcar-kunder, der føler sig enten snydt eller dårligt behandlet. Foto: Jens Kalaene/AP

Når danskerne rejser på ferie i Sydeuropa, vælger mange at leje bil gennem det spanske selskab Goldcar.

Men kunderne klager i stor stil over Goldcars metoder, og nu har biludlejningsfirmaet igen fået et rap over nallerne.

Det er den italienske konkurrencemyndighed AGCM, der har tildelt Goldcar en bøde på 5 mio. kr. Årsagen er, at biludlejningsfirmaet bl.a. ikke har informeret kunder godt nok om gebyrer og har markedsført tilvalgsprodukter for aggressivt.

Og det er ikke første gang.

For et år siden fik Goldcar en bøde på 15 mio. kr. for præcis det samme. Dengang fortalte Lars Arent, leder af Forbruger Europas danske kontor, at Goldcar er et af de selskaber, de oftest støder på, når de modtager klager fra forbrugere.

På Trustpilot vrimler det med sure anmeldelser fra Goldcar-kunder, der føler sig enten snydt eller dårligt behandlet. Udover dårlig service og manglende informationer går klagerne bl.a. på, at Goldcar opkræver betaling for skader på udlejningsbilerne - uden dokumentation.

De mange klager over biludlejningsfirmaer fik i 2017 Europa-Kommissionen og forbrugermyndigheder i de enkelte EU-lande til at lave en aftale med branchens fem største selskaber, så de ændrer og forbedrer deres praksis, kontraktvilkår og interne politikker.

Det er Avis, Europcar, Enterprise, Hertz og Sixt, der er med i aftalen om grundigt at informere forbrugerne om gebyrer, tillægsydelser og lignende.

Forbruger Europa har udarbejdet fem råd til danskerne, når de lejer bil til ferien.

  1. Vær sikker på, hvad der er inkluderet i prisen. Tjek grundigt, hvad der indgår i den købspris, som udlejningsfirmaet oplyser. Nogle har en meget lav grundpris, men med dyre tilvalg, mens andre har indregnet disse tilvalg i grundprisen. Eksempelvis kan antallet af førere og en førers alder spille ind.
  2. Sæt dig ind i kontrakten, før du skriver under. Selv om bilen er blevet booket på nettet, er det først ved afhentning, at den rigtige kontrakt underskrives. Sørg for at tage dig tid til at læse den, og hvis ikke du forstår kontrakten, skal du ikke underskrive den.
  3. Tjek forsikringsvilkårene før du skriver under. Ofte vil biludlejningsfirmaer forsøge at sælge dig ekstra forsikring, når du henter bilen. Derfor er det en god idé, at sætte sig ind i de forsikringer, man selv har i forvejen. Eksempelvis kan forsikringer allerede være inkluderet i din private rejseforsikring.
  4. Brug kreditkortet når du betaler. Mange biludlejningsfirmaer forlanger, at man betaler med kreditkort, så de kan reservere et depositum. Men der er også en fordel for forbrugerne ved at gøre det. Hvis der opstår problemer med tilbagebetaling fra udlejningsfirmaet, har du mulighed for at få hjælp hos banken også.
  5. Undersøg bilen både ved udlevering og aflevering. Sørg for at gennemgå bilen for skader med en fra udlejningsfirmaet inden du kører derfra. Få noteret alle skader og bed om en kopi af inspektionsrapporten. Det sikrer et fælles grundlag for gennemgangen af bilen ved aflevering. Tag også gerne billeder, så du har beviser, hvis udlejningsfirmaet pludselig opkræver efterbetaling for skader, som du ikke selv har forårsaget.
BRANCHENYT
Læs også