0

SpotOn giver sine produkter væk gratis og har millionoverskud

Marketingsbureauet SpotOn er blevet belønnet efter kontroversielt marketingsstunt.

Simon Salomonsson er stifter og direktør bag firmaet SpotOn. 
Foto: SpotOn Marketing.

At give sit produkt væk gratis kan i forretningsøjemed virke som en dårlig idé. Det gælder dog ikke for Simon Salomonsson, stifter og direktør for SpotOn Marketing, der sidste år valgte at lægge firmaets software ud til fri afbenyttelse.

SpotOn blev til gengæld belønnet med et millionoverskud.

»Jeg ved, at det kan lyde ulogisk, at vi forærer hemmeligheden bag vores succes væk. Tankegangen er, at hvis vi gør noget godt for markedet og giver et værktøj væk, der løser flere af virksomhedernes digitale udfordringer, så tror vi også på, at de lokale virksomheder tænker på os, når de skal finde en dygtig samarbejdspartner til at servicere deres marketingsplaner,« siger Simon Salomonsson.

Firmaet valgte i slutningen af 2017 at frigive værktøjet SpotOn Live, hvor virksomheder kan følge med i deres hjemmeside og online markedsføring. Kun et par måneder efter benyttede flere end 1.500 virksomheder sig af tjenesten.

Sidste år fik firmaet et resultat på 632.000 kr. efter skat, hvor dette tal i år ligger på knap 2 mio. kr. Derudover er bruttofortjenesten øget fra knap 14 mio. kr. til 16,4 mio. kr. i løbet af 2017.

»Vi er naturligvis meget stolte af det flotte resultat, da det trodser enhver forestilling om, at man ikke kan tjene penge, når man forærer sit kerneprodukt væk og i stedet fokuserer på at servicere dem, der gerne vil have extras,« fortæller Simon Salomonsson.

Marketingsbureauet SpotOn Marketing har hovedkontor på Østerbro i København. Det seks år gamle marketingsfirma har i dag over 50 medarbejdere fordelt på to kontorer i København og Aarhus.

De har mere end 500 lokale virksomheder i Danmark som kunder, men har også udvidet til udlandet. Et af deres seneste projekter er med det amerikanske firma Mayvenn, der sælger hair extensions målrettet afroamerikanske kvinder. Her har de som en alternativ markedsføringsstrategi valgt at bruge medarbejderne som et led i kampagnen.

»Det er rigtige kvinder, der ligner det segment, Mayvenn vil sælge til. Det vigtigste er, at kunderne stoler på produktet, og det bliver mere troværdigt, hvis budskabet ikke kun kommer fra modeller eller kendte. Internettet bliver brugt af forbrugeren mere end nogensinde, og det vil vi gerne udnytte. Potentialet er kæmpestort,« siger Simon Salomonsson.

SpotOn er startet af iværksætterne Simon Salomonsson og Søren Andersen, der også er ansigterne udadtil for firmaet i dag.

BRANCHENYT
Læs også