Nu tilbyder McDonald's burgere med fersk kød i stedet for frost - men kun i USA
Efter en testperiode lancerer McDonald's i USA nu muligheden for fersk kød i udvalgte burgere. Herhjemme må de danske fastfood-kunder dog vente, før der er fersk kød at finde på restauranterne.
Amerikanerne kan fremover se frem til fersk kød i deres quarterpounder, når de kører forbi fastfood-giganten McDonald's. Efter at have testet muligheden for at tilbyde frisk kød i burgerne i et år, lancerer restaurantkæden nu konceptet i hele USA.
Det skriver CNN Money.
McDonald's USA har det sidste år testet, hvor stor kundernes efterspørgsel på ferske bøffer har været, og nu gør virksomheden sig klar til at brede det ud. Kædens premium-burgere vil være at finde på menukortet sammen med de normale burgere med frossent kød.
»Vi var nødt til at bruge lang tid på at sikre, at selvom vi kun tilberedte burgeren, når den blev bestilt, ville det ikke skabe større ventetid på maden,« siger præsidenten for McDonald's i USA, Chris Kempczinski til CNN Money.
De danske fastfood-entusiaster må dog vente lidt.
»Vi følger projektet med stor interesse, og ser frem til at lære af de erfaringer, man gør sig i USA. Lige nu er det ikke i vores pipeline at tilbyde kunderne fersk kød burgerne,« siger pressechef i McDonald's Danmark, Pia Tobberup.
Og tilføjer:
»Vi oplever ikke efterspørgsel på fersk kød i vores restauranter.«
Bøfferne på McDonald's i Danmark er af frossent oksekød, men Pia Tobberup fastlår, at det stadigvæk er et godt produkt.
»Imens vi afventer erfaringerne fra USA kan vores gæster trygt regne med, at de bøffer vi anvender er af 100 pct. oksekød og af høj kvalitet, både i forhold til smag og fødevaresikkerhed,« siger Pia Tobberup.