Erhverv
BREAKING
0

Professor og tøjmand har kæmpe succes med modemærke

Modefirmaet Rosemunde landede sidste år et overskud på 16 mio. kr. Bag selskabet er CBS-professor Thomas Plenborg.

Professor Thomas Plenborg forener tørre regnskaber med romantisk mode i Rosemunde - med stor succes. Arkivfoto: Rasmus Baaner

Det er de færreste professorer, der også kan kalde sig virksomhedsejer.

Thomas Plenborg er en undtagelse.

Til daglig supplerer han professorgerningen i regnskab og revision på CBS som medejer af ­det internationale modefirma Rosemunde.

Og det gør han godt.

Rosemundes årsregnskab fra 2017 viser et overskud på 16 mio. kr. - godt en halv million mere end året før.

Efter en hård start på året, hvor Rosemunde tabte terræn, endte modefirmaet 2017 i fremgang, fortæller Thomas Plenborg. 

»I denne sektor tager det tid at komme efter en skæv kollektion, men nu har vi fået sat et stærkt team med designer og en salgsafdeling, der performer godt. Det kan du se i tallene nu, og det håber vi fortsætter i 2018,« siger han.

I 2011 overtog Thomas Plenborg og tidligere direktør i tøjkæden Deres, Brian Kristoffersen, Rosemunde.

Siden er modefirmaets bruttofortjeneste skudt i vejret, og det samlede overskud har været på over 80 mio. kr.

Thomas Plenborg ejer i dag en tredjedel af Rosemunde, mens adm. direktør Brian Kristoffersen sidder på resten.

Regnskabsprofessoren har ud over sit eget firma desuden bestyrelsesposter i flere store danske virksomheder.

Han sidder som næstformand i transportgiganten DSV og er menigt bestyrelsesmedlem i både Saxo Bank og Cowi.

Med så mange kasketter er Thomas Plenborg i sagens natur en travl herre. Men selv om Rosemunde vokser, føler han ikke, at tiden er blevet mindre de seneste par år.

»Det er nogenlunde det samme. Jeg har en god hverdag på CBS, og når jeg kan køre glad hjem fra en generalforsamling i Rosemunde, så er det det hele værd. Der er da lange dage ind i mellem, men det er der mange erhvervsfolk, der har. Jeg kan ikke klage,« siger han.

I kraft af at Rosemunde hiver millioner hjem, er det ikke ligefrem fordi Thomas Plenborgs privatøkonomi står og falder med den månedlige løncheck fra CBS.

Adspurgt til hvorfor han så bliver ved med at undervise, er svaret simpelt.

»Det er først og fremmest sjovt,« siger Thomas Plenborg.

»Det er fedt at undervise de unge. Det er en passion for mig. Forhåbentlig kan jeg levere mere relevant undervisning. De studerende kan godt lide, at jeg kan bringe helt konkrete eksempler ind i min undervisning. Det er enormt frugtbart, når jeg kan få de to verdener til at spille sammen.«

Hvorvidt han i fremtiden vil hellige sig mere tid til virksomheden eller til professorgerningen, har Thomas Plenborg ikke gjort sig de store tanker om.

»Jeg har aldrig lavet karriereplanlægning, så det kommer lidt af sig selv. Så længe det er sjovt, og jeg kan følge med i begge verdener, kan jeg ikke se, hvorfor jeg skulle stoppe med at undervise. Det er ligesom at gå til fodbold – hvis du godt kan lide spille, så bruger helt naturligt en masse timer på det. Jeg ser kombinationen som et privilegium,« siger Thomas Plenborg.

Rosemunde blev stiftet af Katrine Hannibal Ørsted i 2004 med udgangspunkt i salg af silketoppe.

I dag tilbyder modefirmaet et fuldt beklædningssortiment inklusive sko og tasker.

Rosemunde har 14 butikker og brandstores i stormagasiner i Danmark samt 10 i Norge, Sverige, Finland, Polen og Frankrig. Modevirksomheden har for nylig åbnet 13 brandstores i Kina.

BRANCHENYT
Læs også