Erhverv
0

Lego står til at miste hundredvis af salgssteder

Legetøjskæden Toys'R'Us lukker nu 100 butikker i Storbritannien og fyrer 3.000 ansatte. Lego mister samtidig et helt net af salgssteder.

Toys'R'Us er i de sidste krampetrækninger i både USA og Storbritannien. Foto: AP/Gene J. Puskar

Lego vil formentlig miste hundredvis af salgssteder i USA og Storbritannien i denne uge alene.

Onsdag meddelte de, der lige nu administrerer den britiske økonomiske ruin efter legetøjskæden, at de ikke kan finde købere til selskabet, og dermed er det nødvendigt at lukke de tilbageværende 75 butikker, så i alt 100 butikker er lukket.

Det oplyser flere medier, bl.a. nyhedsbureauet Reuters. Det betyder også, at 3.000 ansatte mister deres job.

Siden amerikanske Toys'R'Us gik i knæ finansielt i 2017, har man kæmpet for at finde en mere mindelig løsning end blot at lade hele selskabet gå ned.

I Storbritannien har det altså været forgæves.

»Processen tiltrak nogen interesse, men ultimativt har ingen parter været i stand til at rykke frem med et formelt bud op til udløbet af sidste frist,« meddelte de administratorer, der har forsøgt at finde en løsning.

Potentielle købere kan dog stadig nå at melde sig, understreger de.

I USA er beslutningen om en uigenkaldelig konkurs ikke truffet, men i sidste uge skrev flere medier, at selskabet reelt er i betalingsstandsning, og af samme grund faldt aktierne på de to store amerikanske legetøjsproducenter, Mattel og Hasbro.

Toys'R'Us i USA har allerede lukket flere hundrede butikker, og det er nu en reel sandsynlighed, at samtlige godt 800 butikker må dreje nøglen om.

Verdens største legetøjsproducent er danske Lego. Her har man ikke formelt sat tal på, hvad det alene i 2017 har kostet selskabet, at amerikanske Toys'R'Us har lukket flere hundrede af sine butikker.

Men det var en af grundene til, at Lego kom ud af 2017 med et fald i salget på 8 pct. USA er Legos største marked.

Om lukningen af Toys'R'Us-butikkerne i 2017 sagde Legos nye topchef, Niels B. Christiansen, i februar til Finans:

»Den slags kan give nogle bevægelser op og ned, og der er ingen tvivl om, at USA er et vigtigt marked. Men børnene skal nok finde det legetøj, de vil have, og vi har mange ideer til, hvordan vi kan gøre det bedre i USA,« sagde Niels B. Christiansen.

Legos pressechef, Roar Rude Trangbæk, siger, at Lego »er i dialog med Toys'R'Us for at sikre en optimal løsning.«

Lego arbejder selv på at udvikle andre salgskanaler - både flere fysiske Lego-butikker og mere omsætning i Legos egen netbutik.

Legetøjsspecialisten Matthew Hudak fra analysefirmaet Euromonitor er sikker på, at alle tre legetøjskæmper har kunnet mærke Toys'R'Us-kollapset i USA, og at det dermed også vil kunne mærkes i 2018.

»Alle de tre store spiller er klart ramt af Toys'R'Us,« siger Matthew Hudak.

I Canada forsøger legetøjsproducenten MGA Entertainment at samle andre producenter, så de kan komme med et fælles bud på de 80 canadiske Toys’R’Us-butikker.

MGA vil desuden analysere økonomien i de tilbageværende amerikanske butikker.

»Hvis der ikke er et Toys’R’Us, så mener jeg ikke, der er en legetøjsbranche,« siger MGA-topchef Isaac Larian til Bloomberg.

BRANCHENYT
Læs også