Ejer halvdelen af Jomfru Ane Gade: Rig barkonge har solgt ud af sit imperium
Den danske bar- og diskotekskoncern Rekom får ny hovedejer.
Den danske barkonge Adam Falbert, der står bag en række landskendte barkoncepter, har solgt ud af sit imperium.
For knap en måned siden kunne Finans fortælle, at bar- og diskotekskoncernen Rekom Group, som Adam Falbert står bag, var på jagt efter en køber til dele af eller hele selskabet.
Nu har den danske kapitalfond Catacap købt over halvdelen af barkoncernen, oplyser parterne i en pressemeddelelse.
»CataCap har haft Rekom i kikkerten i et stykke tid. De har udviklet en særdeles professionel og konkurrencedygtig driftsplatform. Og de har gang på gang bevist, at denne kan rulles ud på nye markeder med stor succes. Vi ser frem til at forløse det kæmpe vækstpotentiale, der fortsat ligger i koncernen, i tæt partnerskab med ledelsen og medarbejderne,« siger Vilhelm Hahn-Petersen, partner i Catacap.
Rekom-koncernen har over 2.500 ansatte og ejer og driver 77 barer og natklubber i Danmark, Norge, Sverige og Finland.
I år forventer koncernen en omsætning på 500 mio. kr. og en driftsindtjening lige under 100 mio. kr. Målet er at udvide til andre lande uden for Norden.
Adam Falbert, der er adm. direktør i Rekom, fortsætter sammen med koncernens øvrige ledelse og forbliver aktionærer. Derudover har ledelsen og Catacap valgt, at en række nøglemedarbejdere også kan indtræde som aktionærer i forbindelse med handlen.
»Der har været fuld fart på siden 2007. Inden for det seneste år alene har vi tilføjet 30 barer til porteføljen, og vi har en klar ambition om at accelerere væksten yderligere. Derfor har vi været på udkig efter en partner, der kan understøtte os på både det finansielle og organisatoriske plan. Og den partner har vi fundet i Catacap,« udtaler Adam Falbert.
Han købte sin første bar som 23-årig og har siden gjort Rekom til Nordens største barkoncern, der står bag kendte koncepter som A-Bar, Heidi's Bier Bar, Den Glade Gris og Hornsleth Bar.
Og så ejer Rekom for øvrigt halvdelen af beværtningerne i den berømte drukgade Jomfru Ane Gade i Aalborg.
Udover Adam Falbert, der er søn af Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Bent Falbert, har Rekom Group været ejet af Rasmus Berger Frederiksen og Tommy Petersen.
Prisen for salget til Catacap er hemmelig. Men allerede inden salget har Adam Falbert kunnet kalde sig mangemillionær på sin barkoncern.
Han er god for knap 80 mio. kr. gennem sit private holdingselskab, ANF Enterprises ApS.

