Teva-ansatte sagsøger »Hard-Kåre«: Hvorfor er det kun direktørerne, der skal have deres bonus?
Kåre Schultz afskaffelse af en tidligere bonusordning - samtidig med at han selv og flere tidligere direktører får bonusser - får nu fagforening til at trække Teva i retten i Israel.
En omfattende afskaffelse af de ansattes bonusaftale bringer nu Kåre Schultz og medicinalkoncernen Teva ind i en israelsk retssal.
Det skriver det lokale erhvervsmedie The Calcalist.
Det er fagforeninger for de ansatte, der har mistet deres tidligere bonusaftale, der nu sagsøger Teva. Ifølge foreningerne har Kåre Schultz uretmæssigt afskaffet aftalerne uden at forhandle om det, og erstattet dem med nye, der er bundet til Tevas aktiekurs i stedet for de tidligere mål.
Men aktiekursen har de ansatte ingen direkte kontrol over, påpeger en fagforeningstalsmand over for The Calcalist, og derfor vil de nu have de tidligere aftaler tilbage.
Den omfattende ændring af Tevas bonusprogram er en del af den gigantiske spare- og turnaround-plan for medicinal-koncernen, som Kåre Schultz er hentet ind for at gennemføre. Men det har dog ikke forhindret både den direktør, der var ansvarlig for et forfejlet opkøb, og Kåre Schultz forgænger på posten i at få deres bonus for 2017, lyder det fra fagforeningerne over for mediet.
De peger samtidig på, at Kåre Schultz egen bonuspakke er direkte forbundet til hvor meget, det kan lykkes at spare i Teva - og at den danske direktør altså dermed tjener en del af sin bonus direkte ved at fjerne de ansatte.

