Legos globale omdømme holder skansen i ny måling
Lego-topchef Niels B. Christiansen er ydmyg og glad over, at legetøjsgiganten løber med sølvmedaljen i en kåring af verdens mest anerkendte virksomhed.
Lego får tæsk på omdømmekontoen af Rolex. Til gengæld kan den danske legetøjsgigant glæde sig over, at den er i stand til at uddele bøllebank til bl.a. Google, Canon og Disney.
I en ny kåring af virksomheder med det bedste omdømme i verden smyger Lego sig nemlig ind på en andenplads. Fuldstændig som i 2017.
»Det gør mig på samme tid glad og ydmyg, at folk bedømmer os så positivt. Det afspejler det unikke ved Lego-idéen, og ikke mindst det engagement, vores medarbejdere udviser hver dag for at bringe Lego-leg ud til børn i hele verden,« siger Niels B. Christiansen, adm. direktør i Lego, i en kommentar til kåringen.
For Niels B. Christiansen kommer kåringen givetvis som et tiltrængt skulderklap efter et 2017 med faldende salg og overskud, hvilket har fået mange iagttagere til at tale om et Lego i krise.
Finansiel krise eller ej, så har Lego-koncernen en stor stjerne blandt borgere i hele verden, som har bidraget til målingen fra Reputation Institute, der er den eneste måling af Lego-brandets styrke, som topledelsen i Lego anerkender og kommenterer.
»Det, der gør denne undersøgelse særlig vigtig, er det, der ligger bag: At børn og forældre i hele verden forstår og anerkender, at vi ønsker at sætte et positivt aftryk på verden til gavn for fremtidige generationer,« lyder det fra Niels B. Christiansen, der tog over som Lego-topchef i august 2017.
Det gør mig på samme tid glad og ydmyg, at folk bedømmer os så positivt.Niels B. Christiansen, adm. direktør i Lego Group
Det skorter heller ikke på ros fra Reputation Institute, der især fremhæver legetøjsgigantens sociale ansvarlighed som en del af forklaringen på, at det er lykkedes at løbe med andenpladsen.
»Lego-koncernen er en virksomhed, der omfavner social ansvarlighed fra top til bund, og placerer sig som nummer to i vores globale RT100 Reputation Institute undersøgelse med en puls score på 77,9. Det er den eneste globale virksomhed, der opnåede en høj score på Citizenship- og Governance-dimensionerne,« siger Stephen Hahn-Griffiths, partner og chief research officer ved Reputation Institute.
Blandt de øvrige selskaber i top 10-feltet er Adidas, BMW og Microsoft.

