Erhverv

Han startede med at vaske trapper og blev en af verdens rigeste - nu går han på pension

Den aldrende mangemilliardær Li Ka-shing slipper ansvaret i det imperium, han har brugt næsten syv årtier på at opbygge. Sønnen tager over.

Med CK Hutchinson står Li Ka-shing bl.a. bag teleselskabet "3" og den gigantiske havneterminal Hutchison Ports Holdings Trust Foto: Matti Mai/AP

Manden, der går under navnet "Asiens Warren Buffett", overlader kort inden sin 90 års-fødselsdag ansvaret for familiedynastiet CK Hutchinson til sin søn.

Li Ka-shing, der er en af verdens rigeste mænd, meddelte fredag, at han træder tilbage som bestyrelsesformand i den milliardkoncern, han har opbygget over næsten syv årtier.

Det skriver Bloomberg.

»Jeg vil gerne udtrykke min dybtfølte taknemmelighed over for vore aktionærer og deres fuldkomne støtte og tillid i de senere år,« sagde Li Ka-shing på en pressekonference i Hongkong fredag.

Han overlader roret til sin 53-årige søn Victor Li Tzar-kuoi, men forbliver en del af familieforetagendet som rådgiver.

Med CK Hutchinson står Li Ka-shing bl.a. bag teleselskabet "3" og den gigantiske havneterminal Hutchinson Ports Holdings Trust - en konkurrent til Mærsk-ejede APM Terminals. Den snart 90-årige forretningsmand begyndte sin karriere med at vaske trapper i Hongkong og endte med at opbygge et imperium, der har gjort ham særdeles formuende.

Med en formue på over 200 mia. kr. er Li Ka-shing således blandt verdens 25 rigeste personer, ifølge Forbes.

CK Hutchinson-konglomeratet breder sig over mere end 50 lande og beskæftiger 300.000 mennesker. Konglomeratet opererer bl.a. inden for telekommunikation, infrastruktur og detailhandel med hovedkontor i Hongkong.

Allerede i juni sidste år skrev Wall Street Journal, at Li Ka-shing planlagde at gå på pension. Og nu er det altså officielt.

BRANCHENYT
Læs også