Erhverv

Lakridskonge og serieiværksætter får underskud på liebhaver-satsning

Regnskabet ser helt anderledes ud næste år, mener direktør.

Foto: A.S. Ejendomsmægler A/S

Ejendomsmæglerfirmaet Adam Schnack, der har de kendte erhvervsmænd Johan Bülow og Morten Strunge med i ejerkredsen, har offentliggjort det første regnskab, siden virksomheden blev etaberet for halvandet år siden.

Firmaet, som markedsfører sig på at sælge liebhaverboliger, fik sidste år et underskud efter skat på mere end 178.000 kr. Direktør Adam Schnack er dog ved godt mod, da underskuddet skyldes afskrivninger for omkring 250.000 kr.

»Målsætningen var at gå i nul i dette regnskabsår - så ville vi være yderst tilfredse. Det er ikke det kortsigtede driftsresultat, som er interessant for nogen af os i ledelsen. Vi deler et langsigtet perspektiv i både vores strategier for selskabet og vores daglige organisering. Alligevel forventer jeg, at regnskabet ser helt anderledes ud næste år. Mine ambitioner for selskabet og vækstplanen er høje,« siger han.

Udover direktør Adam Schnack, der ejer 70 pct. af ejendomsmæglerfirmaet, har erhvervsmændene Johan Bülow, kendt for sin lakrids, og serieiværksætteren Morten Strunge, som nævnt, også del i firmaet. Ifølge CVR-registeret ejer de henholdsvis 20-24,99 pct. og 10-14,99 pct. af A.S. Ejendomsmægler og sidder begge i bestyrelsen.

»Det er en virksomhed, som er mere end bare mig. Da jeg spurgte dem, om de ville sidde i min bestyrelse, var de virkelig interesserede og valgte endda at købe sig ind i firmaet. De har erfaring og visdom inden for hvert sit felt, og sammen er vi et rigtig godt og meget ambitiøst team,« siger Adam Schnack.

Ejendomsmæglerfirmaet har, ifølge Adam Schnack, stået for salget af mere end 20 liebhaverboliger med en værdi af flere hundrede mio. kr. i løbet af det seneste år.

»Det er en enorm succes i så smalt et segment. Hvis man kører efter det koncept, som vi har, skal man turde at sige nej tak til boliger. Da vi startede for halvandet år siden, var markedet blevet mere og mere mainstream. Vi ville skære et skarpt koncept i forhold til det oplagte valg med "meningsfulde boliger". De boliger, vi repræsenterer, skal kunne noget specielt, hvad enten det er noget æstetisk, historisk eller beliggenhedsmæssigt,« siger Adam Schnack.

Han vil i løbet af året planlægge massive tiltag for A.S. Ejendomsmægler.

»Vi vil hele tiden blive bedre til det, vi laver, investere flere ressourcer i vores systemer og optimere vores position i det marked, som vi gerne vil være en del af. Vores næste skridt er at gå dybere ned i segmentet og blive mere nærværende og endnu tydeligere til stede,« siger han.

Balancen for ejendomsmæglerfirmaet viser en egenkapital på knap 1,7 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også