AaB: Administrerende direktør stopper - afløser ikke fundet
Den administrerende direktør, Stephan Schors, i fodboldklubben AaB stopper. Han bliver afløst af sportsdirektør Allan Gaarde, som overtager som konstitueret direktør, indtil der er fundet en ny øverste chef. Det oplyser AaB i en meddelelse.
- Stephan Schors har ydet en stor indsats for AaB siden sin ansættelse i 2012 og har haft en væsentlig rolle i genrejsningen af AaB som en økonomisk troværdig virksomhed, der de seneste fire år har opnået overskud. Der er foretaget store investeringer i den sportslige sektor i de senere år – investeringer som bestyrelsen har store forventninger til, siger bestyrelsesformand i Finn V. Nielsen i meddelelsen.
- Tiden er derfor kommet til et øget fokus på udvikling af de kommercielle indtægter i AaB A/S, og vi søger derfor en ny administrerende direktør med sådanne kompetencer, siger Finn V. Nielsen.


