Fortsæt til indhold

Rekordhøjt beskæftigelsestal både begejstrer - og bekymrer

Ny beskæftigelsesrekord i Danmark får smilene frem, men også bekymrende miner af frygt for mangel på arbejdskraft.

Erhverv

Beskæftigelsen er officielt på rekordhøjde. Tal fra Danmarks Statistik fra januar viser, at der aldrig har været flere danskere i job end nu, og det har sat gang i en strøm af positive kommentarer fra økonomer, organisationer og politikere.

Finansminister Kristian Jensen (V) var ikke sen til at give regeringens reformer æren.

Hos Danske Bank kalder cheføkonom Las Olsen også udviklingen overraskende.

»Som ventet satte antallet af beskæftigede lønmodtagere rekord i januar. Men hvad der var mere interessant og meget mere overraskende var, at stigningen fra december til januar på 7.200 personer også var en rekord. Der har simpelthen aldrig før i statistikkens levetid været så stor en fremgang på en enkelt måned,« siger Las Olsen i pressemeddelelse.

Dansk Erhvervs cheføkonom Steen Bocian kalder dagens tal en milepæl.

Hos Dansk Erhverv understreger man dog, at dagens tal ikke må få champagnen til at flyde. For de gode tal er samtidig udtryk for, at virksomhederne nu alvorligt kæmper med mangel på arbejdskraft.

»Der er tusindvis af virksomheder, som mangler arbejdskraft, og det er svært at se, at den i nævneværdig grad skal komme fra ledighedsreserven, siden det ikke har været tilfældet indtil nu,” siger Peter Halkjær, arbejdsmarkedspolitisk chefkonsulent i en pressemeddelelse.

Derfor mener man hos landets største erhvervsorganisation DI, at man i år vil få langt flere ledige på banen.

»Vi håber, at fremgangen kan fortsætte gennem 2018, men det forudsætter, at virksomhederne kan få de medarbejdere, der bliver brug for. Derfor må alle kræfter nu sættes ind på at bringe de mennesker i spil, som i dag står uden for arbejdsmarkedet,« siger underdirektør Steen Nielsen i en kommentar.

Derudover viser onsdagens rekordtal også, at der er brug for mennesker udefra, mener Lederne.

»Allerede nu er nogle brancher hårdt ramt. Derfor er det på den korte bane nødvendigt at få flere udlændinge med de rigtige kvalifikationer til Danmark samtidig med, at vi målrettet opkvalificerer de ledige,« siger analysechef Kim Møller Laursen i en pressemeddelelse.

Artiklens emner
DI
Dansk Erhverv