Novos stenrige fond vil stikke egen rekord med nye milliardgaver
Novo Nordisk Fonden har delt flere milliarder ud til forskning end nogensinde før i 2017. Det niveau vil ledelsen toppe i år, samtidig med at flere forskningsområder fremadrettet skal nyde godt af pengene.
Danske forskere får del i stadig flere af de milliarder, som den stenrige Novo Nordisk Fonden ruger på.
I alt fik dansk og nordisk forskningsliv 5,8 mia. kr. i 2017 fra den private fonds pengetank – 1,6 mia. kr. mere end året før. Det er det største beløb, fonden nogensinde har uddelt, og niveauet skulle gerne fortsætte med at stige.
»Vi har en målsætning om, at fonden skal kunne uddele mere og mere år for år,« siger Sten Scheibye, formand for Novo Nordisk Fonden, som gennem Novo Holding er storaktionær i Novo Nordisk og Novozymes.
Fonden har en målsætning om at uddele 4 pct. af den kapital, som den råder over, hvert år. Og fordi ledelsen regner med, at investeringsselskabet, Novo Holdings, kan forrente fondens aktiver med mindst 5 pct., bliver beløbet større år for år.
Novo Nordisk Fonden støttede sidste år 435 projekter inden for en række områder, bl.a. lægevidenskab, bioteknologi, diabetesbehandling, uddannelse og innovation samt humanitære og sociale formål.
Planen om at etablere specialiserede diabetescentre i Odense, Aarhus og Aalborg og om at skyde liv i dansk biotek med etableringen af Bioinnovation Centre tæller blandt de projekter, der har fået den største del af milliarderne.
Fondens vedtægter dikterer, at pengene skal støtte lægevidenskabelig forskning, patientbehandling inden for diabetes og andre videnskabelige, humanitære og sociale formål. Fremadrettet skal pengene imidlertid i højere grad gå til en bredere skare af forskningsområder.
»Vi er begyndt at udfolde fortolkningen af vores vedtægter til også at inkludere uddannelse, innovation og andre forskningsområder end lægevidenskab, herunder for eksempel bioteknologi,« siger Birgitte Nauntofte, adm. direktør i Novo Nordisk Fonden.
Siden 2008 har Novo Nordisk Fonden uddelt over 16 mia. kr.


