Fortsæt til indhold

Netto indfører pant på plastikposer

Supermarkedskæden forhøjer prisen på plastposer med 50 øre - til gengæld kan kunderne aflevere posen og få en krone igen.

Erhverv

Den danske supermarkedskæde Netto vil nu indføre pant på plastikposer. Det skriver Netto i en pressemeddelelse.

Forsøget begynder 16. april på Fyn som et led i at få plastikken væk fra naturen.

Her vil poserne fremover koste 50 øre mere. Til gengæld kan kunderne vælge at aflevere brugte plastikposer og få en krone tilbage per pose. Forskellen betales af Netto.

»Ambitionen er at indføre pant på alle poser i Danmark, men vi tør ikke trykke på den store knap, før vi har gjort os nogle erfaringer med det,« siger Michael Løve, direktør i Netto International.

Efter en periode på fire måneder skal forsøget med plastikpant evalueres og kan herefter udbredes til resten af landet, oplyser Netto.

Forsøget er et led i et samarbejde med Verdensnaturfonden, der sammen med Dansk Supermarked skal undersøge, hvordan supermarkedskæden kan bruge mindre plast.

»Forsøget med pant på plastikposerne er det første tiltag i ordningen, men der kommer mange andre over de næste fem år. Vi vil bl.a. kigge på emballage, indpakning ved transport mm. Samarbejdet starter i dag, og vi skal sammen finde på løsninger, der kan hjælpe kæden med at bruge mindre plastik,« siger Bo Øksnebjerg, der er generaldirektør i WWF.

Han oplyser, at begge parter har ambitioner om at indføre ordningen med plastikpant i alle landet Nettobutikker i 2018.

I løbet af 2020 vil Netto genbruge alt transportemballage, i 2021 er ambitionen at have udfaset salget af engangsplastik bl.a. engangsbestik, og i 2030 skal emballagen på egne varemærker være 100 pct. genanvendeligt. Det oplyser Michael Løve.

»Vi har et stort ansvar for at undgå, at noget af plastikken ikke ender i naturen. Derfor vil vi genbruge mindre plastik og give kunder, medarbejdere og leverandører mere info om problemet,« siger han.

En ny, stor undersøgelse fra DTU på bestilling af Miljøstyrelsen konkluderer, at plastikposer er bedre for miljøet end stofposer. Den viser, at man skal bruge en papirpose 40 gange, en stofpose i bomuld 7100 gange og en pose i økologisk bomuld 20.000 gange, før det er et bedre alternativ for miljøet end en plastikpose.

»Det kan virke overraskende, at plastposer er det mest miljøvenlige valg. Men stofposer belaster miljøet langt mere ved produktionen, fordi bomuldproduktion kræver mange ressourcer og lægger beslag på et stort areal,« skrev Miljøstyrelsen i forbindelse med offentliggørelsen af undersøgelsen på sin hjemmeside.

Andre forskere er stærkt skeptiske over for konklusionerne og mener, at det er umuligt at komme frem til et så præcist tal for, hvor mange gange man skal bruge én type pose frem for en anden, før det kan betale sig på miljøregnskabet.

»Det er problematisk, at man drager en konklusion med et så eksakt tal. De beregninger, forskerne har lavet, bygger på en lang række antagelser og usikkerheder,« siger Kristian Syberg, der er lektor på Roskilde Universitet og forsker i miljørisiko, til Videnskab.dk.

Artiklens emner
Salling Group