Fortsæt til indhold

Familie sælger designvirksomhed til kapitalfond

Den danske designvirksomhed Menu er blevet solgt til kapitalfonden Polaris for en ukendt købesum.

Erhverv

Den danske designvirksomhed Menu, der er kendt for sine møbler, lamper og brugskunst er blevet solgt.

Rigtig mange købere har stået og trippet, har designvirksomheden selv fortalt til Børsen, men nu er den endelige køber fundet: Kapitalfonden Polaris overtager hovedparten af virksomheden.

»Vi er glade for at få en kapitalstærk og professionel ejer, der med indgående erfaring fra opbygningen af andre vækstvirksomheder kan bidrage til at styrke vores systemer og processer og tilbyde værdifuld videndeling på områder som produktudvikling og salg. Vi er sikre på, at Polaris er den rette partner for Menu i den spændende fase, vi står over for,« siger Bjarne Hansen, adm. direktør i Menu i en pressemeddelelse.

Menu blev stiftet i 1978 af Simon Hansen og i dag er det hans søn, Bjarne Hansen, der står i spidsen for designvirksomheden.

Siden 2012 har den for alvor haft gang i produktudviklingen, der har betydet tilgang af en række produkter inden for møbel- og lampekategorien kommet til, ligesom man landet over kan købe Menus design som kaffekopper, æggebærere og bordskånere. I dag sælger menu til professionelle og private kunder i flere end 40 lande.

Hverken familien Hansen eller den dansk/svenske kapitalfond Polaris har ønsket at oplyse købesummen.

Det er dog tidligere blevet vurderet af kilder til Børsen, at Menu stod til en samlet pris på omkring 200 mio. kr.

»Menu har skabt et stærkt brand, en spændende pipeline af lovende produkter og en virksomhed med et betydeligt og skalerbart udviklingspotentiale. Vi er overbevist om, at Menu har de helt rette forudsætninger for at fortsætte og accelerere successen i et spændende globalt marked, og vi ser meget frem til at bidrage til at forløse potentialet,« siger Jan Johan Kühl, managing partner i Polaris i en meddelelse.

Efter handlen ejer Polaris nu omkring 70 pct. af virksomheden, mens familien og ledende medarbejdere ejer resten. Menus daglige ledelse fortsætter uændret, oplyser virksomheden.

Artiklens emner
Menu
Polaris