Erhverv
0

Arvinger spinder guld på kendt dansk ferieresort

Club La Santa, der er kendt for sine sports- og motionsfaciliteter, har nu tjent penge 23 år i træk. Familien bag er milliardærer.

Club La Santa blev i sin tid etableret af grundlæggeren af Tjæreborg Rejser, Ejlif Krogager.

Arvingerne til den afdøde pastor og rejsekonge Ejlif Krogager tjener gode penge på det kendte danske ferieresort Club La Santa.

Mens gæsterne sveder igennem, ruller millionerne ind hos den i forvejen velhavende ejerfamilie. Det afslører et nyt regnskab fra Club La Santa.

For 23. år i træk har Club La Santa, der ligger på den nordvestlige del af Lanzarote, lavet overskud. Og denne gang er det større end nogensinde. I 2017 tjente ferieresortet således 15 mio. kr., og omsætningen steg til rekordhøje 135 mio. kr.

Det er »tilfredsstillende,« skriver ledelsen, der også i år forventer overskud.

Club La Santa blev etableret for mere end 30 år siden af grundlæggeren af Tjæreborg Rejser, Ejlif Krogager. Han faldt over en hensygnende ferieby på Lanzarote og købte et af byens lejlighedskomplekser.

Det skulle skaffe flere sengepladser til de danskere, der hellere ville holde charterferie på Lanzarote end til grisefester på Mallorca.

I 1978 købte Ejlif Krogager hele feriebyen. Fem år senere indviede han La Santa Sport, centrets første navn.

Da Ejlif Krogager i 1989 solgte Tjæreborg Rejser til Spies, fulgte Club La Santa ikke med. Derfor er ferieresortet med plads til 1.600 gæster stadig ejet af Krogager-familien.

Den velhavende familie ejer Club La Santa gennem aktieselskabet A/S af 3. juni 1986, der igen er ejet af Krogagerfonden. Den samlede formue i de to selskaber er på over 1,2 mia. kr.

Egenkapitalen i Club La Santa er på knap 60 mio. kr.

Ejlif Krogager gik bort i 1992 og nåede således aldrig at opleve feriebyens mangeårige økonomiske succes. Arvingerne har investeret massivt i bl.a. at udvide og modernisere ferieresortet, som i dag har over 40 forskellige aktiviteter og beskæftiger cirka 300 medarbejdere.

Godt en tredjedel af gæsterne på Club La Santa er danskere.

Det du behøver at vide!
Modtag nyhedsbrevet Briefing og få hurtigt og nemt overblik over dagens væsentligste nyheder fra erhvervslivet – håndplukket af vores redaktion.
BRANCHENYT
Læs også