Tidligere Mærsk-direktør lander nyt topjob
Den tidligere adm. direktør for Maersk Oil Gretchen Watkins forlod sin direktørstilling, da Mærsk solgte sin olieforretning til franske Total. Nu har hun fået nyt topjob hos Shell.
Amerikanske Gretchen Watkins blev arbejdsløs, da Maersk solgte Maersk Oil til den franske oliegigant Total. Nu har hun atter fået fingrene i en direktørstilling. Efter stillingen som adm. direktør i Maersk Oil går karrieren nu videre til Shell.
Her bliver hun både vil blive ny øverste chef for Shell i USA, som betragtes som en af de virkelig tunge poster i den globale olieindustri. Desuden bliver hun direktør for Shells forretningsområde Unconventionals. Det oplyser Shell i en meddelelse.
Hun har første arbejdsdag 1. maj, men starter først som direktør for Unconventionals 1. juli og først som USA-chef ved årsskiftet. Gretchen Watkins afløser to personer, når hun starter i Shell.
Bruce Culpepper, der har arbejdet i Shell i mere end 37 år stopper som USA-chef 31. december, mens Greg Guidry forlader sin stilling som direktør i Unconventionals 31. juni efter en 36 år lang karriere i selskabet.
Unconventionals er Shells forretningsområde inden for efterforskning, udvikling og produktion af skiferolie og skifergas i regionen Amerika, som dækker Nord- og Sydamerika.
Gretchen Watkins kom til Maersk Oil i 2014. Stillingen som adm. direktør for Mærsks olieforretning fik hun i oktober 2016, men det endte altså ikke med at blive en lang karriere som øverste chef for Maersk Oil.
»Dette har været en svær beslutning for mig. Jeg kunne ikke være mere stolt af måden, hvorpå Maersk Oil succesfuldt har navigeret i, hvad jeg tror vil vise sig at blive historisk udfordrende betingelser for industrien,« sagde hun, da nyheden om hendes exit kom frem.


