Fortsæt til indhold

Var tæt på konkurs: Brødre skovler penge ind på kendt fabrik

En opsigtsvækkende genrejsning har gjort Højbjerg Maskinfabrik til en bundsolid forretning. Brødreparret bag virksomheden bliver forgyldt.

Fra truet på livet til rekordregnskab: Højbjerg Maskinfabrik buldrer frem. Foto: Gorm Branderup
Erhverv

Familien bag den historiske krankoncern Højbjerg Maskinfabrik (HMF) var for under 10 år siden tæt på at måtte lukke deres livsværk.

Men en opsigtsvækkende genrejsning kulminerer nu med et rekordregnskab og en omsætning, der for første gang har rundet 1 mia. kr.

Højbjerg Maskinfabrik, der er ejet af stifter Arne Bundgaards to sønner, tjente i 2017 knap 72 mio. kr. efter skat. Det er det bedste resultat i selskabets historie og »højere end forventet.«

Ejerne foreslår, at der udbetales 43 mio. kr. som udbytte.

Tallene fremgår af et nyt regnskab fra HMF Group A/S, der er selve driftsselskabet for Højbjerg Maskinfabrik. Her kan man også læse, at ledelsen i 2018 forventer et resultat, der er cirka 10 mio. kr. lavere end i 2017.

Det skyldes ifølge ledelsen »betydelige investeringer« i bl.a. kapacitet, produkter og personale.

Historien om Højbjerg Maskinfabrik er lige så dramatisk, som den er imponerende. Da finanskrisen ramte, forsvandt halvdelen af virksomhedens omsætning. Pengene fossede ud, og mange medarbejdere blev fyret.

I 2010 var maskinfabrikken tæt på at lukke, men satte sammen med sin bank gang i en aggressiv turnaround med fokus på bl.a. produktudvikling og automatisering af produktionen med ny robotteknologi.

Den strategi reddede familieforetagendet.

Højbjerg Maskinfabrik er blandt verdens største producenter af kraner til lastbiler. Foto: Casper Dalhoff

Faktisk virkede den så godt, at ejerne, brødrene Hans og Ingvar Bundgaard, besluttede sig for, at de ville sælge det firma, som deres nu afdøde far stiftede i 1945.

Men da fremgangen fortsatte, og maskinfabrikken blev ved med at sætte rekorder, valgte brødrene i 2015 at droppe planerne om et salg.

I dag er Højbjerg Maskinfabrik blandt verdens førende producenter af kraner til lastbiler og har cirka 550 ansatte, hvoraf størstedelen arbejder på fabrikken i Højbjerg.

Brødrene Bundgaard ejer maskinfabrikken gennem deres fælles holdingselskab. Her er formuen på over 200 mio. kr.

Artiklens emner
Højbjerg Maskinfabrik