Gældskrise afværget i Mobylife: Kreditorer vinker farvel til millioner
Virksomheden Mobylife, der lever af at reparere mobiltelefoner, og ejeren Catacap kan ånde lettet op. Selskabet er kommet ud af en kritisk situation med en høj obligationsgæld, efter at obligationsejerne har sagt ja til at give afkald på størstedelen af deres penge.
Mobilreparatør-virksomheden Mobylife, som fikser mobiltelefoner for bl.a. teleselskaber, forsikringsselskaber og detailhandlen, har nu kurs mod selv at blive repareret. Kreditorerne har på et møde onsdag sagt ja til at vinke farvel til en stor del af deres penge, og det baner vej for en ny kapitaltilførsel fra kapitalfonden Catacap.
Mobylife var kommet ud i en situation, hvor selskabet ikke længere var i stand til at betale renter på et obligationslån. Kapitalfonden, som ejer 96 pct. af Mobylife, ville kun skyde nye penge i virksomheden, hvis obligationsejerne gik med til at sløjfe 88 pct. af obligationsgælden.
»Vi skyder et fornuftigt beløb ind, som er tilpasset behovet og det, der skal til for at sikre de nødvendige investeringer i den fremtidige forretning,« siger Vilhelm Hahn-Petersen, næstformand i Mobylife og partner i Catacap.
Præcis hvor meget Catacap er klar til at bringe i spil, vil Vilhelm Hahn-Petersen ikke afsløre. Næstformanden oplyser, at obligationslånet udgør ca. 145 mio. kr., som nu ryger helt ud af regnskabsbøgerne i forbindelse med, at Catacap skyder penge ind i selskabet, og obligationerne bliver indløst.
Investorerne er gået med til, at Mobylife indfrier obligationsgælden til kurs 12. Det betyder, at investorerne får godt 17 mio. kr. i hånden og vinker farvel til knap 128 mio. kr.
»Den forhandlingsløsning er et resultat af, at selskabet har været igennem en udvikling, hvor man har tabt store markedsandele til det uautoriserede marked,« forklarer Vilhelm Hahn-Petersen.
Det har været en nem løsning for mobiltelefonbrugerne at få repareret deres mobiltelefon hurtigt i en uautoriseret forretning frem for, at den først skal sendes ind og måske først kommer tilbage en uge senere. Sådan lyder Catacaps forklaring kort fortalt på, hvorfor Mobylife har tabt markedsandele, og resultaterne har skrantet.
Nu skal Mobylife med den nye kapitalindsprøjtning fra Catacap tage kampen op mod de uautoriserede reparatører. Selv om Mobylifes kunder er forsikringsselskaber og andre virksomheder, er planen nu at servicere slutkunden mere direkte. Mobylifes produkt skal være lige så tilgængeligt, som det er på det uautoriserede marked.
»Det væsentlige fremadrettet er, at vi får investeret i et bedre online-produkt og også får etableret en række walk-in-butikker,« siger Vilhelm Hahn-Petersen.
Virksomheden har indtil nu kun haft centrale centre, som mobiltelefonerne er blevet sendt ind til.


