Erhverv
0

Rejsespejder tjener penge på gratis ferietips

Iværksætteren Mike Dejworek har stor succes med at anbefale tips og tilbud til rejser.

Ifølge direktøren blev der sidste år solgt rejser for en værdi af 50 mio. kr. gennem Rejsespejder.
Foto: Screenshot Rejsespejder.dk

Rejsesiden Rejsespejder er på kort tid blevet en af Danmarks største uafhængige rejsesider og har rundet mere end 170.000 følgere på Facebook.

Hjemmesiden, der dagligt kommer med forslag til billige rejser, hotel,- og flytilbud, er stiftet af iværksætteren Mike Dejworek. Han lavede oprindeligt siden som en blog med rejsetips til venner og familie.

»En rejsespejder er en person, som finder vej i den jungle, som rejsebranchen er. Der er mange guldkorn, men de kan være svære at finde, hvis man ikke ved, hvor man skal søge. De gode tilbud, jeg fandt, publicerede jeg på hjemmesiden, og det blev starten på Rejsespejder,« siger Mike Dejworek.

Et nyt regnskab fra selskabet bag Rejsespejder viser, at overskuddet i 2017 landede på knap en halv mio. kr. efter skat. Ifølge Mike Dejworek solgte virksomheden rejser til en værdi af 50 mio. kr.

»Den store succes kommer udelukkende fra word of mouth og en høj troværdighed. Vores forbrugere stoler på os, og det gode rygte har hurtigt givet os succes. Vi finder kun rejser, der giver forbrugeren en høj værdi,« forklarer han.

Udover at anbefale forskellige tilbud gennem de sociale medier fungerer Rejsespejder også som en rejseblog. Sidens 'Rejsemagasin' byder på rejsetips, hotelanmeldelser og forslag til transportmuligheder.

I takt med Rejsespejders stigende popularitet har forretningsmodellen også ændret sig. Hvor de mange rejsetips før blev delt gratis, modtager Mike Dejworek og Rejsespejder nu en lille procentdel fra rejseselskaberne, hver gang der bliver booket en rejse gennem siden.

Det blev i 2016 starten på selve virksomheden Rejsespejder ApS, som i dag har tre fastansatte og seks mand på kontoret i højsæsonen for rejser.

Ifølge Mike Dejworek begyndte det med aftaler med de store internationale rejseselskaber. Men i dag har Rejsespejder aftaler med alle, der har noget med rejser at gøre i Danmark.

»Hver gang vi laver en aftale, er det vigtigt for os at være uafhængige. Mange af selskaberne vil have os til at skrive et bestemt antal artikler om dem, men vi siger tit nej, fordi tilbuddene ikke er gode nok. Kvaliteten skal være høj, og vi skal insistere på, at det skal være gode tilbud. Jeg tror også, at det er derfor, vi bliver ved med at være populære,« siger Mike Dejworek om forretningsmodellen.

BRANCHENYT
Læs også