Fortsæt til indhold

Grundfos får lussinger på den amerikanske slagmark for pumper

Grundfos genrejste sig på verdensmarkedet i 2017, men er løbet ind i vækstproblemer i USA, hvor flere konkurrenter skyder af sted. »Vi er selvfølgelig ikke tilfredse,« siger Mads Nipper.

Erhverv

Mens den danske pumpekæmpe Grundfos sidste år fik genstartet vækstmotoren i særligt Asien og Mellemøsten, hakker Grundfos-motoren gevaldigt på det vigtige amerikanske marked.

Grundfos voksede sidste år med 5,3 pct. på verdensmarkedet, men i USA snuppede store amerikanske konkurrenter markedsandele, mens Grundfos stort set stod stille med en vækst på 1 pct. Det sker efter et 2016, hvor Grundfos' salg i USA faldt 6 pct.

»Vi er selvfølgelig ikke tilfredse med vores samlede præstation i USA. Vores mål er at vokse mere end markedet. Især i USA, som er et afgørende marked for os,« siger Mads Nipper, topchef i Grundfos.

Til sammenligning voksede rivalerne Xylem og Pentair Water organisk med hhv. 3,2 pct. og 5,7 pct. i USA i 2017. En del af Pentairs vækst kom fra pumper til swimmingpools, hvor Grundfos ikke producerer.

Forskningchef hos TechSci Research, Karan Chechi, har lavet en stor analyse af markedet for vandpumper i USA. Han vurderer, at Grundfos har tabt terræn til blandt andre Xylem i teknologikapløbet om at gøre pumperne mere intelligente.

»Der er en håndfuld store selskaber, som kæmper om markedet i USA inden for især vandrensning. Men det bliver et spørgsmål om, hvem der udvikler pumperne med den smarteste teknologi og bedste selvregulering. Og her ligger Xylem umiddelbart foran Grundfos med opkøbet af Sensus,« siger han.

Xylem købte i 2016 Sensus, der udvikler en af verdens førende målingsteknologier, for godt 10 mia. kr.

Det var bl.a. Xylem, der sidste år gav Grundfos klø på markedet for engineered pumps, som er meget store pumper til f.eks. rensning af grundvand eller til brandslukningssystemer.

»Vi har desværre ladet hovedkonkurrenten Xylem spise noget af vores frokost på det her marked,« siger Mads Nipper.

Årsagen er dels, at en orkan bremsede produktionen på en af Grundfos' fabrikker. Men hovedårsagen er Grundfos' 10 år gamle opkøb, pumpeproducenten Peerless i Indiana, der langt fra har leveret som forventet.

»Peerless har ikke været tilstrækkelig klar til at levere de store engineered pumps i USA. Derfor har vi brugt meget energi på udvikling og kvalitetssikring af pumperne fra Peerless, før vi sendte dem ud i markedet,« siger Mads Nipper.

Til gengæld havde Grundfos medvind på sine strandardpumper til industrien. Her voksede Bjerringbro-virksomheden med 7-10 pct. i USA afhængig af produktkategori. Men de øvrige forretningsområder trak altså Grundfos ned.

Det amerikanske marked havde en vækst på ca. 3,5 pct. sidste år og forventes at vokse 4,5 pct. om året frem mod 2026. Men på de områder, hvor Grundfos sælger pumper, lå væksen kun på 1-1,5 pct. sidste år.

Mia. kr.20172016201520142013
Omsætning25,6324,6824,823,6223,25
Resultat for finansielle poster (ebit)2,352,252,080,941,45
Resultat efter skat1,761,681,490,551,08
Organisk vækst i pct. (lokal valuta)5,30,50,85,64,5
Ebit-margin i pct.9,99,38,446,2
Artiklens emner
Grundfos
Mads Nipper