Fortsæt til indhold

Nye TDC-ejere vil gennemføre tvangsindløsning og afnotering

Det køberkonsortium, der overtager TDC, er i dialog om at sætte sig på over 90 pct. af TDC's aktier. Sker det, vil ejerne tvangsindløse de resterende aktionærer og afnotere selskabet.

Erhverv

De nye ejere af TDC kan potentielt sætte sig på mere end 90 pct. af telekæmpens aktier. Sker det, vil ejerne iværksætte en tvangsindløsning af aktier ejet af de resterende aktionærer og herefter afnotere TDC fra fondsbørsen.

Det fremgår af en meddelelse til fondsbørsen.

Ifølge meddelelsen er køberkonsortiet, der består af de danske pensionskasser PFA, PKA, ATP og den australske finanskoncern Macquarie, i dialog med en række investorer, blandt disse en række indeksfonde, som »fortsat er interesserede i at sælge deres aktier i TDC.«

På nuværende tidspunkt har de nye TDC-ejere sikret sig cirka 88 pct. af aktiekapitalen i TDC. Men dialogen med de fornævnte aktionærer kan resultere i, at de nye ejere sætter sig på mere end 90 pct. af aktiekapitalen.

»Sker dette, har tilbudsgiver efter gennemførelse af tilbuddet til hensigt at iværksætte en tvangsindløsning af aktier ejet af resterende minoritetsaktionærer samt at foranledige, at TDC anmoder om at blive afnoteret,« står der i meddelelsen.

For få dage siden sagde PFA-direktør Allan Polack ellers, at der ikke var nogen planer om at afnotere TDC fra fondsbørsen i København.

»Der er nogle, der gerne vil blive ved med at være aktionærer, og det skal de have lov til i et børsnoteret selskab,« sagde Allan Polack til Berlingske Business.

Meldingen kom, efter at køberkonsortiet torsdag kunne gøre status for sit købstilbud på TDC. Det endte med, at 88 pct. af TDC's aktionærer takkede ja til købstilbuddet på 50,25 kr. per aktie.

Dermed gik handlen igennem. Mindst to tredjedele af aktionærerne skulle således acceptere tilbuddet, for at handlen ville blive gennemført.

Artiklens emner
TDC
PFA Pension