Fortsæt til indhold

Mærsk-formand punkterer digital storhedsdrøm: »I virkeligheden er det kerneforretningen, vi gerne vil tjene penge på«

Mærsks drøm om at udvikle en global digital handelsplatform for containerfragt har fået nogle investorer til at håbe på en fremtidig guldåre. Men platformen er ikke det, der skal give kroner i kassen hos Mærsk, siger formanden.

Erhverv

Når Mærsk-koncernen om en årrække skal kaste gysser ned på bundlinjen, kommer pengene næppe fra koncernens ambitiøse digitale platformsprojekt.

Selvom at projektet er blevet stort slået op af ledelsen, skal fremtidens lønsomhed vindes helt andre steder, fortæller Mærsks formand, Jim Hagemann Snabe.

Meldingen kommer, efter at en række investorer længe har stillet spørgsmålstegn ved, hvor Mærsks indtjening egentlig skal komme fra i fremtiden.

»Jeg tror også, at noget af forvirringen er, at den platform har spillet så stor en rolle i forhold til, hvordan vi kan tjene penge på det. I virkeligheden er det kerneforretningen, vi gerne vil tjene penge på. Vi tror også, at vi kan tjene penge på det, men strategien er ikke bygget op på, at det er en kæmpe forretningsmodel,« siger Jim Hagemann Snabe.

Mærsk satser sammen med IBM på at skabe industriens fortrukne digitale handelsplatform for containerfragt, hvor alle - partnere som konkurrenter - kan kobler sig på og dele alle data med hinanden.

Lykkes det IBM og Mærsk at digitalisere handel og kommunikation i containerfragten ved at hægte den på den såkaldte blockchain-teknologi, kan Mærsk og selskabets samarbejdspartnere opnå en besparelse på i omegnen af 1.900 kr. pr. container.

Men den besparelse vil også gælde for konkurrenterne, hvis de kobler sig på netværket.

»Man skal altid holde sig foran,« siger Jim Hagemann Snabe og uddyber, at det også er derfor, at lønsomheden skal skaffe på anden vis ved at forvandle Mærsk til containernes svar på pakkeselskabet UPS.

Det skal med andre ord være lige så nemt at bestille en container, som det er at købe en flybillet på nettet.

»Nu foreslår vi at levere fra dør til dør. Det er et kæmpe marked, hvor der er helt andre marginer, end der er på havet,« siger Jim Hagemann Snabe.

Det skal forbedre lønsomheden i Mærsk markant. Driftsmarginen efter af- og nedskrivninger landede på spinkle 3,1 pct. sidste år.

I en digital verden bliver det også nemmere for kunden at shoppe rundt og finde de billigste?

»Det er rigtigt. Men vi tror ikke på, at vi bliver dyrere, fordi vi har det mest komplette transportnetværk. Jo større dit netværk er, jo mere effektivt kan du udnytte din kapacitet.«

Lars Jensen, indehaver af analysehuset SeaIntelligence Consulting, er enig i, at marginerne er større på landjorden end til havs. Men det er ikke ens betydende med, at manøvren lykkes for Mærsk.

»Rederier har gentagende gange forsøgt at gå i land, og det er aldrig blevet en succes. Hvad er så anderledes nu? Man har fået flere digitale værktøjer, så det står og falder med, om dét er nok til at få det til at lykkes denne gang,« siger han.

Artiklens emner
A.P. Møller - Mærsk