Fortsæt til indhold

Mark Zuckerberg var i hopla i Senatets varme stol

Facebooks topchef og stifter afgav tirsdag aften forklaring til det amerikanske senat angående skandalen om misbrug af 87 mio. brugeres data. Han undskyldte fra start, at Facebook ikke har været gode nok til at håndtere udfordringerne.

Mark Zuckerberg under høringen i det amerikanske senats retsudvalg tirsdag. Foto: AP/Alex Brandon
Erhverv

Facebookstifter Mark Zuckerberg plejer at optræde afslappet i en tætsidende, logofri bomuldstshirt med rund hals og jeans. Nogle gange har han en hættetrøje på.

Mark Zuckerberg under høringen i det amerikanske senats retsudvalg tirsdag. Foto: AP/Alex Brandon

Men da han tirsdag eftermiddag amerikansk tid sad skoleret i det amerikanske senat, omgivet af senatorer, der kunne være hans bedsteforældre, lignede han mere en skræmt konfirmand, utilpas i jakkesæt og slips, der ventede på at få et verbalt møgfald, end den it-milliardærnørd med kedelig grydefrisure, han egentlig er.

Da han fik ordet, kom der liv i ansigtet.

Foto: AP/Alex Brandon

»Facebook er en idealistisk og optimistisk virksomhed. I det meste af vores eksistens har vi fokuseret på det gode, det at bringe folk sammen kan gøre. Som Facebook er vokset har folk over alt fået et kraftfuldt værktøj, der kan holde forbindelsen med dem, de elsker, lade deres stemmer blive hørt og bygge fællesskaber og forretninger. […] Det står nu klart, at vi ikke gjorde nok til at forhindre disse værktøjer til at blive brugt til skadelige formål. Det gælder fake news, hate speach, udenlandsk indblanding i valg såvel som udviklere og data privacy. Vi tog ikke et bred nok udgangspunkt af vores ansvar, og det var en stor fejl. Det var min fejl, og det undskylder jeg. Jeg startede Facebook, jeg styrer det, og jeg er ansvarlig for, hvad der skete.

Foto: AP/Pablo Martinez Monsivais

Læs hele Zuckerbergs udtalelse her.

Derefter tog han spørgsmål fra senatorerne.

Senator Dianne Feinstein ville vide, hvad Facebook gjorde for at forhindre udenlandske aktører fra at blande sig i amerikanske valg. Ifølge Zuckerberg var det en »top prioritet« og han beklagede meget, hvad der var sket under præsidentvalget i 2016.

Han forklarede også, hvordan valg over hele kloden - i Ungarn, Indien, Brasilien og Frankrig - siden har givet Facebook gode muligheder for at forbedre den beskyttelse, der svigtede under det amerikanske præsidentvalg.

Han oplyste desuden, at der er fundet 270 falske russiske profiler, hvoraf flere har været tilknytte officielle russiske profiler, og som var med til at sprede falske oplysninger.

En senator ville vide, hvad der sker med hans oplysninger, hvis han sletter sin konto.

»Hvis du sletter din konto, skal vi slette alle oplysninger.«

Skal I eller gør I?

»Skal.«

Hvad med tredjepart? Får de stadigt data, hvis jeg sletter kontoen?

»Nej, vi sælger ikke data til annoncører. De siger, hvilken gruppe de vil ramme, og så kan vi det ud fra hvad folk har delt. De får ikke data.«

Lindsey Graham ville vide, om Facebook gik ind for regulering af Facebook og hvordan brugernes data blev håndteret.

»Hvis det er den rigtige regulering, så ja,« sagde han og bakkede op om den europæiske dataforordning, der træder i kraft i slutningen af maj.

Vil du samarbejde med os om at udvikle den?

»Absolut!«

Den demokraitske senator Richard Blumenthal havde udstyret et par assistenter med store skilte, der viste udtalelser fra Zuckerberg over de seneste 14 år, hvor han beklager, de ikke har gjort nok for at beskytte brugernes data.

Bør brugerne have adgang til deres oplysninger?

»Ja, selvfølgelig!«

Texas’ senator Ted Cruz, som i 2016 gik efter at blive republikanernes præsidentkandidat, ville vide, om Facebook var en partisk politisk aktør. Det sker på baggrund af, at der var blokeret sider fra bl.a. den højreorienterede tv-vært Glenn Beck, katolske sider og en Trump-kontrolleret, mens demokratiske kandidater og sider som ”Planned Parenthood”, som mange republikanere er imod, ikke bliver blokeret.

»Det er jeg ikke klar over«.

Generelt har Zuckerberg vist overskud, og svarene har svinget mellem de kække med glimt i øjet, de meget præcise, de juridisk udvigende og så »I would have to get my team to get back to you on that,« når der var noget mere specifikt, han ikke kunne svare på.

Cirka 22.30 dansk tid blev der efter et par timers høring pause. Zuckerberg havde flere gange sagt nej tak til at tage en pause og gerne ville køre videre, hvorfor det mere virkede som om, at det var de (ældre) senatorer, der skulle strejke benene.

Artiklens emner
Fake news
Facebook