Erhverv

UEFA-undersøgelse truer PSG med hård straf - kan misse Champions League

Millardindkøb af spillere som superstjernen Neymar kan ifølge det europæiske fodboldforbunde UEFA være sket med hjælp fra kunstigt oppumpede sponsorater, der bryder fodboldens finansielle fair play-regler.

Neymar og Kylian Mbappé (hhv. første og fjerde mand fra venstre) kan være købt med penge, ejerne af storklubben PSG ikke havde lov til at tilføre klubben, skriver Financial Times. Foto: Christophe Ena/AP

Den franske fodboldklub Paris St. Germain ser ud til at have brudt fodboldens regler om finansiel fair play i indeværende regnskabsår, hvor man blandt andet har smadret alle transferrekorder med 222 mio. euro dyre køb af den brasilianske superstjerne Neymar.

Sådan lyder den foreløbige konklusion i en undersøgelse gennemført af UEFA ifølge Financial Times.

Den endelige konklusion - og en medfølgende straf, der i yderste konsekvens kan være udelukkelse fra at spille europæisk fodbold sammen med en heftig bøde, som dog først falder til sommer, skriver den britiske finansavis dog også.

Det vil sige at PSG kan lukke en del af hullet efter et år, hvor alene købet af Neymar og aftalen om et køb af den franske landsholdspiller Kylian Mbappé skulle have kostet i alt 422 mio. euro., eller godt 3,1 mia. danske kr.

»Det store spørgsmål er åbenlyst om UEFA er modig nok til at håndhæve sine egne regler? Ærligt talt, hvis det ikke sker med PSG, så er det svært at se hvor det skulle,« siger en anonym person med forbindelse til UEFA's efterforskning til avisen.

Ifølge FT skulle problemet med PSG's regnskaber per UEFA's undersøgelse være, at ejerne - Qatar Sports, styret og finansieret af emiren af Qatar - har givet klubben alt for store sponsorater i forhold til den reelle markedsværdi.

Dermed har man kunne styre uden om reglerne om, at ejerne af en klub ikke må dække for store løbende underskud, og dermed finansielt dope en klub i en længere periode.

BRANCHENYT
Læs også