AGF-formand efter nederlag: Jeg er færdig med at jagte opgaver i Coop
Den østjyske erhvervsmand Lars Fournais tabte lørdag kampen om formandskabet i dagligvaregiganten Coop Danmark til den siddende formand, Lasse Bolander.
Efter nederlaget i weekenden om formandsposten i dagligvaregiganten Coop Danmark vil Lars Fournais koncentrere sig om AGF og en række andre bestyrelsesposter i erhvervslivet.
Det fastslår han oven på tre måneders intens valgkamp i den medlemsejede koncern Coop, hvor han og et bagland af selvstændige brugsforeninger jagtede formandsposten.
»Man valgte ikke den nødvendige, forretningsmæssige forandring. Selv lever jeg fint med det. Så nu fokuserer jeg på AGF og mine andre spændende bestyrelsesposter,« siger Lars Fournais og konstaterer samtidig:
»Jeg fortsætter som medlem af Kvickly i Veri-Centret, men jeg går ikke efter mere i Coop. Ingen kommer til at se mig som formandskandidat der igen. Den her valgkamp har været så krævende, at det er rigeligt for mig.«
Den siddende formand for Coop, Lasse Bolander, vandt lørdag afstemningen i koncernens landsråd, som er det øverste myndighed i medlemsdemokratiet. Bolander fik 62 ud af de 123 afgivne stemmer, mens Lars Fournais hentede 39. En tredje kandidat, Mikkel Irminger Sarbo, satte sig på 22 stemmer, mens den fjerde opstillede i valget, Christian Christensen, ikke kunne samle stemmer.
Den østjyske erhvervsmand Lars Fournais blev i begyndelsen af februar opstillet som formandsbud af en række selvstændige brugsforeninger, der indgår i den store koncern.
De er yderst utilfredse med udviklingen i koncernen og krævede i fjor Coops koncernchef Peter Høgsted fjernet. Det blev dog afvist af Lasse Bolander samt bestyrelsen. Derfor valgte den del af baglandet gennem et rekrutteringsfirma at finde en modkandidat til den siddende formand, Lasse Bolander.
Deres kandidat blev 64-årige Lars Fournais, som ikke tidligere har været aktiv i Coop - og faktisk først meldte sig ind i dagligvarekoncernen i forbindelse med opstillingen.
»Jeg er naturligvis skuffet over, at der ikke var vilje til at vælge en ny formand. Det er ærgerligt for Coop, men når forandringsviljen ikke er større, end landsrådet har stemt, ja så er det heller ikke mig, der skal være formand,« mener Lars Fournais.
Han har under valgkampen deltaget i en lang række møder med lokale bestyrelser i Coop-organisationen, butikschefer og uddelere samt andre involverede i organisationen. Debatten har undervejs været højlydt mellem kandidaterne og deres støtter.
»Processen har været mere krævende, end jeg havde regnet med. Og meget mere personlig, end jeg havde drømt om. Jeg har lært en masse - men vil nu lægge det bag mig,« siger Lars Fournais.
Ud over formandsposten for de næste tre år var der på weekendens møde i landsrådet også valg til bestyrelsen for Coops moderselskab. Her blev Nicolai Houe, Aarhus, som er valgt gennem Kvickly i Bruuns Galleri genvalgt.
Advokat Henrik Kleis, der bl.a. er formand for Aarhus City Forening og medlem af Coops landsråd, forsøgte også at blive valgt til en af de ledige poster i bestyrelsen for dagligvarekoncernen. Men det lykkedes ikke.


