Erhverv
0

Elon Musk: Tesla vil give overskud i næste kvartal

Det har været en massiv underskudsforretning for Tesla at sælge biler indtil videre. Men fra tredje kvartal i år vil Tesla give overskud og have et positivt cash-flow, lover topchef Elon Musk nu.

Nu begynder der at ske noget med produktionen af Model 3, som dog stadig er noget efter planen. Den reviderede plan, altså. Elon Musk har tidligere meldt ud, at han sover på fabrikken, indtil Tesla er ude af sit 'produktions-helvede'.

Selvom Tesla-aktien kan gå på vandet og kunderne står i kø for at rive Teslas biler væk, har Teslas regnskaber været blodrøde, og gældsposterne har hobet sig op.

Men fremover bliver det anderledes, lover Teslas direktør Elon Musk nu i et tweet.

»Tesla vil være profitabel og cash-flow-positiv i 3. og 4. kvartal, så tydeligvis ingen grund til at rejse penge,« skrev den markante topchef, der ejer 27 pct. af Tesla.

Tweetet var en reaktion på en artikel i The Economist, der lister Teslas problemer med produktionen af den nyeste model, Model 3. Ifølge banken Jefferies skal Tesla rejse mellem 15 og 18 mia. kr. i ny kapital i løbet af 2018 for at holde skruen i vandet.

Det afviser Elon Musk altså helt og får også lige kritiseret The Economist for at være kedelig at læse.

Diskussionen om Teslas økonomiske sundhedstilstand kommer i øvrigt efter en aprilsnar fra Elon Musk, der faldt lidt til jorden. I et tweet skrev han den 1. april, at Tesla var gået fallit, men den slags narrestreger faldt ikke i alle aktionærers smag på et tidspunkt, hvor aktiekursen var faldet med 29 pct. i løbet af en måned. 

Det nye tweet med lovning om sorte tal i andet halvår fik omvendt aktiekursen til at stige med tre procent i timerne efter.

Tesla fik i 2017 et underskud på 12 mia. kr., men er også i en vækstfase, hvor der er pumpet penge i både højautomatiske bilfabrikker til at producere Model 3 og i at udvide batterifabrikken Gigafactory.

Men Tesla er også blevet kendt for aldrig at overholde de deadlines, de melder ud. Mest kritisk lige nu er produktionen af Model 3, der som en slags Tesla-folkevogn skulle være en billig bil til massemarkedet, og en vigtig indtægtskilde for Tesla.

Over 400.000 har kloden rundt betalt et depositum på tusind dollars for at stå i kø til en bil, men produktionen har kørt i sneglefart indtil for nyligt.

Første mål om at kunne producere 20.000 Model 3-biler om måneden i december 2017 blev droppet. Næste mål var at nå 2.500 biler på en uge i marts, og det nåede Tesla heller ikke. Men der blev bygget over 2.000 styk, og alene det var nok til at få aktiekursen til at stige. Et tegn på, hvor lave forventninger, analytikere og investorer har til Tesla, bemærker The Economist.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også