Erhverv
0

Teleselskaber øjner lys efter årelang priskrig: Hiver flere penge hjem på mobilkunderne

Efter priskrigen har tæret hårdt på teleselskaberne, begynder de nu igen at omsætte for mere pr. kunde. Nye data- og mediebehov på mobilen giver selskabernes indtjening et frisk pust.

Teleselskaberne har lidt under mere end 15 års priskrig på mobilmarkedet. Men nu begynder markedet at vende. Både TDC, Telia og Telenor begynder at hive flere penge ud af hver enkel mobilkunde. Foto: Stine Bidstrup

Gratist, Registreret: TOOL Oplåst artikel - prøv Finans

Efter mere end 15 års opslidende mobilkrig begynder markedet at lysne for teleselskaberne i Danmark.

Siden starten af 00'erne er teleselskabernes omsætning pr. mobilkunde (APRU) halveret på grund af den intense priskrig. Men nu vender det vigtige nøgletal for landets tre største teleselskaber, der begynder at hive flere penge hjem på hver enkel mobilkunde.

Det er afgørende for at skabe vækst i et marked, hvor det er meget svært at drive organisk kundevækst.

»Priskrigen er stadig til stede, men den er nok aftaget en smule. Nu er der mere fokus på at møde de nye behov, kunderne har. Det kan være mere data eller nye tjenester oven på abonnementerne. Hvis man kan levere det, er kunderne også villige til at betale lidt mere,« siger Telias danske topchef, Morten Bentzen.

Han fortæller desuden, at Telia har luget ud i inaktive mobilkunder i 2017, hvilket har pyntet på ARPU-tallet.

Overblik over teleselskabernes ARPU - gennemsnitlig omsætning pr. mobilkunde om måneden:

DKKQ1, 2017Q1, 2018
TDC116124*
Telenor114116
Telia127136
3 Mobil135130*

*Da TDC og 3 Mobil endnu ikke er kommet med ARPU-tal for 1. kvartal 2018, er tallet fra det seneste kvartal, 4. kvartal 2017. 3 Mobil bruger desuden en anden regnskabsmetode, hvorfor deres ARPU-tal bliver hævet i forhold til de andre.

Både Telia og Telenor har haft svært ved at løfte bundlinjen i Danmark, og derfor har teleselskaberne arbejdet med at hæve omsætningen pr. mobilkunde og samtidig skåret på omkostningssiden.

»Markedet er mættet på den måde, at det samlede antal af abonnementer er relativt stabilt på mobilmarkedet. Der er to måder at skabe vækst på i en mobilforretning. Man kan prøve at skaffe flere kunder, eller man kan forsøge at øge indtjeningen. For at skabe en sund forretning på sigt er det vigtigt at finde den rette balance mellem de to,« siger Telenor Danmarks topchef, Jesper Hansen.

Han hæfter sig ved, at ARPU-tallet er vejen til bedre investeringskraft i teleinfrastruktur.

»Hvis man skal kunne investere mere i infrastruktur, er det vigtigt at sikre en god indtjening for at have midlerne til at investere. Vores indtjeningsmuligheder ligger blandt andet i at levere nogle gode produkter og services, der passer til kundernes øgede dataforbrug,« siger Jesper Hansen.

*3 bruger en anden regnskabsmetode, hvorfor deres EBITDA-margin bliver hævet i forhold til de andre.

I dag ligger teleselskabernes månedlige omsætning pr. mobilkunde (ARPU) på mellem 116 og 136 kr., mens tallet lå på ca. 250 kr. tilbage i 2005.

Årsagen er, at priskrigen ruskede mobilmarkedet op igennem 00'erne, da nye lavprisselskaber som Telmore, Onfone og CBB Mobil meldte sin ankomst. I dag er alle tre opkøbt af de fire store teleselskaber, hvoraf det kun er mobilselskabet 3, der vokser på kundetallet.

Derfor er 3, modsat de andre teleselskaber, mindre fokuseret på at øge omsætningen pr. kunde.

»Vi ser stadig et uforløst potentiale for os, og derfor koncentrerer vi os først og fremmest om at tiltrække flere kunder,« siger 3's direktør for privatforretningen, David Elsass.

TDC vil ikke kommentere sagen, da selskabet er i "stilleperiode" på grund af kvartalsregnskabet på torsdag.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også