Erhverv

Coop lukker et stort antal Fakta-butikker

Dagligvaregiganten Coop Danmark skal skære i omkostningerne. Derfor bliver en lang række tabsgivende butikker i discountkæden Fakta lukket, erfarer Finans.

Fakta har aktuelt lidt over 400 butikker. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Coop Danmark lukker igen et større antal Fakta-butikker. Dermed tager dagligvarekoncernen et stort skridt for at forbedre økonomien i selskabet.

Fakta har i flere år givet trecifrede millionunderskud, og i 2016 lukkede Coop 27 tabsgivende discountbutikker. Det har forbedret økonomien i Fakta-kæden, som dog fortsat har underskud.

Koncernen
  • Coop Danmark driver kæderne Kvickly, Superbrugsen, Dagli’brugsen, Irma og Fakta med tilsammen knap 1.150 butikker.
  • 345 selvstændige brugsforeninger driver tilsammen 411 af Coops butikker.
  • Koncernen omsætter for ca. 45 mia. kr. inkl. de selvstændige brugsforeninger. Uden dem er omsætningen ca. 40 mia.
  • Koncernen ejes af 1,7 mio. medlemmer.

Nu tager ledelsen konsekvensen og skærer yderligere ned i antallet af butikker. Ifølge Finans' oplysninger kan der blive tale om op mod et halvt hundrede Fakta-butikker, som må dreje nøglen om denne gang. Fakta har aktuelt lidt over 400 butikker.

Konkurrencen er intens i discountsektoren, og den har udsigt til at blive endnu hårdere i de kommende år.

Netto, der er markedsleder, har overtaget en lang række butikker fra Kiwi-kæden, der lukkede for et år siden. For nylig udtalte Michael Løve, øverste chef for Netto-kæden i Dansk Supermarked, at den sigter efter at nå 600 butikker i Danmark.

Rema 1000 har år efter år kapret markedsandele og har som mål at åbne en snes butikker om året. Samtidig har Lidl sat ekstra fart på ekspansionen herhjemme, og Aldi har fået tilført kapital for at modernisere kæden. De to kæder har tyske ejere med rigelig kapital til at investere på det danske marked.

Coop Danmark har endnu ikke offentliggjort særskilt regnskab for Fakta A/S. Det fremhæves dog i både årsrapporten for Coop Amba samt driftsselskabet Coop Danmark A/S, at Fakta-kæden i 2017 havde en fremgang i resultatet på over 130 mio. kr. i resultatet. Butikslukningerne i 2016 bidrog betragteligt til forbedringen.

Kæden har dog fortsat tab. I noterne til regnskabet for driftsselskabet oplyses, at Fakta i 2018 havde et underskud på 18 mio. kr.

I Coop siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen, at ledelsen i koncernen ingen kommentarer har om Fakta-kæden eller Finans' oplysninger om, at et større antal lukninger er på vej.

Eneste kommentar er, at der senere torsdag eftermiddag udsendes en pressemeddelelse.

I årsberetningen for Coop i 2017 står der direkte om Fakta, at den kæde stadig »har en gruppe butikker med utilfredsstillende drift.«

Ledelsen i den samlede Coop-koncern har også klart sagt, at indtjeningen i koncernen skal op.

I en ny strategiplan indgår bl.a. også, at omkostningerne skal reduceres – bl.a. ved at slå de bagvedliggende funktioner sammen i driften af kæderne Fakta Kvickly, Fakta, SuperBrugsen og Dagli'Brugsen. Hidtil har de kørt med egne organisationer.

Umiddelbart efter at Lasse Bolander i den forløbne weekend blev genvalgt som formand for Coop, understregede han, at der er fokus på effektivisering, fordi Coop ikke tjener penge nok i kerneforretningen.

»Det skal vi tage livtag med gennem forenkling, rationaliseringer og andre tiltag,« sagde Lasse Bolander til Finans.

BRANCHENYT
Læs også