Erhverv

Lars Larsen og Jørgen Mads Clausen flyver med underskud - og pengekassen er snart tom

Økonomien i de to milliardærers flyselskab fortsætter med at styrtdykke.

Lars Larsen og Jørgen Mads Clausen ejer en luksusjet via et kommanditselskab med i alt fire ejere. Foto: Ole Lind(tv.) og Stine Bidstrup (th.)

Dynekongen Lars Larsen og Danfoss-formand Jørgen Mads Clausen har ry for at være dygtige købmænd, der tjener gode penge på deres forretninger.

Men økonomien i deres fælles flyfirma, Himmark Air, fortsætter med at styrtdykke, og pengekassen i selskabet er ved at slippe op. Det skriver Børsen.

Igennem de seneste 15 år har de to ejere sat knap 42 mio. kr. til på flyselskabet. I fjor var underskuddet næsten 4,3 mio. kr., viser et nyligt offentliggjort regnskab.

Himmark Air ejer et enkelt fly, en sekspersoners luksusjet af typen Cessna Citation Jet II, som ejerne gerne bruger. Lars Larsen og Jørgen Mads Clausen ejer luksusjetten via et kommanditselskab med i alt fire ejere.

De to andre ejere er Jørgen Schou og Niels Aage Kjær.

På sit højeste var egenkapitalen i Himmark Air på over 40 mio. kr. Nu er der kun 1,3 mio. kr. tilbage i kassen.

De mange underskud i flyselskabet skyldes bl.a., at ejerne øjensynligt har svært ved at få lejet deres luksusjet ud. Ejerne har ellers haft forhåbninger om, at der skulle skabes balance mellem indtægter og omkostninger, har det fremgået af tidligere regnskaber.

Selvom millionerne gennem en lang årrække er sivet ud af Himmark Air - og de to ejere muligvis må skyde penge i selskabet for fortsat at kunne kalde sig flyejere - lider de ingen nød.

Lars Larsen har en anslået formue på cirka 30 mia. kr. Jørgen Mads Clausen, der er bestyrelsesformand i Danfoss, er sammen med resten af sin familie god for i omegnen af 40 mia. kr. Det viser en opgørelse fra Dansk Aktie Analyse.

Læs også
Top job