Erhverv
0

Elkæmpe dropper millionordre til sig selv efter mistanke om urent trav

For at undgå kritik sløjfer monopolselskabet Cerius i energikoncernen Seas-NVE pludselig en kontroversiel kontrakt til 169 mio. kr. Kontrakten blev for to måneder siden indgået med et andet selskab i Seas-NVE-koncernen.

Energikæmpen Seas-NVE's monopolselskab sløjfer nu millionkontrakt med et koncernforbundet selskab for at imødegå potentiel kritik. Foto: Claus Bonnerup.

Energikoncernen Seas-NVE har truffet en opsigtsvækkende beslutning for at undgå beskyldninger om urent trav og udnyttelse af monopolkundernes penge. Efter Finans har henvendt sig med spørgsmål om et konkret udbud, har elkæmpens monopolselskab, Cerius, valgt at sløjfe en kontrakt på 169 mio. kr., som et andet Seas-NVE-selskab ellers havde vundet.

»Vi oplever, at motiverne bag aftalen ville kunne anfægtes, og det er stik mod vores intentioner med at gennemføre EU-udbuddet. Vi vil derfor nu meddele tilbudsgiver, at vi ønsker at annullere aftalen og drøfte mulige alternativer til udbudsmodellen med myndighederne,« oplyser Henrik Wej Petersen, der er netdirektør i Cerius.

Aftalen handler om energibesparelser. Cerius driver elnettet for knap 400.000 elkunder på Sjælland, Lolland-Falster og øerne, og monopolselskabet er som alle andre elnet-selskaber forpligtet til at opnå en bestemt mængde energibesparelser. Til gengæld kan elnet-selskabet sende hele regningen for energibesparelserne videre til deres kunder, som er tvunget til at betale, hvis de vil have strøm i stikkontakten.

Seas NVE-koncernen
  • Seas NVE-koncernen består bl.a. af elnetselskabet Cerius og elselskabet Seas-NVE Strømmen.
  • Cerius driver elnettet til knap 400.000 kunder på Sjælland, Lolland-Falster og øerne.
  • Elnetselskabet har monopol i regionen, og kunderne er stavnsbundne til at betale den såkaldte nettarif, hvis de vil have strøm i stikkontakten. Derfor er elnetselskabet også under tilsyn og begrænset i forhold til, hvor stort overskud det kan udbetale til sin ejer - altså Seas-NVE Holding.
  • Seas-NVE Strømmen er søsterselskab til Cerius, men en kommerciel spiller på markedet. Selskabet leverer el, naturgas og energirådgivning i hele landet, og det var dette selskab, som vandt opgaven med at finde 340 gigawatt-timer i energibesparelser for Cerius til en pris for 169 mio. kr., som monopolkunderne skulle betale.

I februar hyrede Cerius søsterselskabet Seas-NVE Strømmen til at levere sådanne energibesparelser på 340 gigawatt-timer til en samlet pris på 169 mio. kr. Det skete efter en udbudsrunde, hvor netop Seas-NVE Strømmen var eneste byder på opgaven.

Kontrakten betød, at Cerius’ kunder skulle betale 50 øre per sparet kilowatt-time. Det er en tredjedel mere end kunderne i Ørsteds elnet-selskab Radius, der i modsætning til Cerius benytter en række forskellige private spillere til at opnå energibesparelserne, heriblandt både ingeniørrådgivere og andre elselskaber.

Jette Miller, der er adm. direktør i brancheorganisationen De Frie Energiselskaber, mener, at Seas-NVE helt bevidst har forsøgt at konstruere udbuddet, så koncernen selv kunne sikre sig opgaven til overpris.

»Som jeg ser det, har Seas-NVE kun annulleret aftalen, fordi den er kommet frem i lyset. Situationen understreger, at man ikke kan have en energispareordning, hvor monopolselskaber kan hyre deres koncernforbundne selskab på kundernes regning,« siger Jette Miller.

Professor ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der er ekspert i offentlig styring og ledelse, mener, at det er klogt af Seas-NVE at annullere aftalen og gå på jagt efter en anden leverandør end selskabet selv.

»Men hvis de kan træffe beslutningen om at trække udbuddet nu, burde de nok allerede have gjort det tidligere, da de opdagede, at der kun var én byder, og det i øvrigt var dem selv,« siger Per Nikolaj Bukh.

BRANCHENYT
Læs også