Duo bag vindmøllefirma har tjent 100 mio. kr. på et år
Jens Petri Petersen og Erik Abraham har i den grad medvind.
Duoen bag det danske vindmøllefirma Wind Estate slår alle rekorder og udbetaler millionudbytte.
De 23 ansatte i Jens Petri Petersens og Erik Abrahams vindmøllefirma formåede i 2017 at lave et overskud på lige over 100 mio. kr. Det var mere end en fordobling fra året før - og 10. år i træk med overskud, viser et nyt regnskab.
Ledelsen foreslår, at der udbetales 80 mio. kr. i udbytte.
»Overordnet set har årets økonomiske nøgletal udviklet sig bedre end forventet,« lyder det i regnskabet, der er selskabets suverænt bedste nogensinde.
Wind Estate er en af Danmarks største inden for udvikling af vindmølleprojekter og lever samtidig af at sælge strøm fra egne vindmøller. Selskabet har over 300 vindmøller rundt om i landet.
Jens Petri Petersen ejer 90 pct. af Wind Estate, mens de sidste 10 pct. er ejet af Erik Abraham. Vindmølleduoen stiftede selskabet sammen i 2008 og har siden tjent 365 mio. kr. på det.
Det rekordgode resultat i 2017 skyldtes bl.a. et godt vindår, samt af salget af nogle af selskabets vindmøller gav flere penge i kassen end ventet. Wind Estate frasolgte i starten af 2017 otte vindmøller, mens fire nyopførte vindmøller røg i foråret.
Pengene fra salgene bruges bl.a. på nye vindmølleprojekter og på at købe flere vindmøller.
I år forventer ejerne af Wind Estate, at både bruttofortjenesten og overskuddet falder. For det første på grund af den unormalt høje indtjening fra salg af vindmøller i 2017.
For det andet fordi der ifølge ejerne er større usikkerhed om indtjeningen fra de nye vindmølleprojekter, som selskabet planlægger i de næste år.
»I det hele taget går vindmøllebranchen mod nye tider med vigende politisk opbakning til vindmøller på land og en overgang fra faste pristillæg over udbud af pristillægget til en fremtid uden pristillæg på rene markedsmæssige vilkår. Wind Estate forbereder sig til en sådan fremtid ved hovedsageligt at prioritere udvikling af vindmølleprojekter i vindrige regioner og med lave anlægsomkostninger,« skriver ledelsen.
Jens Petri Petersen ejer sin del af Wind Estate gennem holdingselskabet Petri Holding ApS. Det selskab har en egenkapital på over 300 mio. kr. Erik Abraham er god for over 30 mio. kr. gennem sit holdingselskab, Abradabra ApS.
Wind Estate har hovedsæde i Randers.


