Erhverv

Kendt dansk tøjmærke solgt i milliardhandel

IC Group sælger tøjmærket Peak Performance for 1,9 mia. kr.

Salget af Peak Performance sker til en kontantpris på 1,9 mia. kr. på gældsfri basis. Foto: Flickr

Den store danske modekoncern IC Group skiller sig af med tøjmærket Peak Performance. IC Group sælger tøjmærket til Amer Sports Corporation for 1,9 mia. kr.

Det oplyser selskabet i en meddelelse til fondsbørsen.

I oktober meldte IC Group ud, at den var gået i gang med at undersøge, om Peak Performance skal sælges. Og nu er der altså fundet en køber i skikkelse af Amer Sports Corporation, der i forvejen ejer kendte outdoor-mærker som Salomon, Wilson og Atomic.

»Vi har ikke blot fået den helt rigtige pris for aktivet til vores aktionærer, vi har også fundet den rigtige langsigtede nye ejer. En ejer der både har evnerne, kapaciteten og ressourcerne til at accelerere Peak Performance' strategi, så brandet kan udfolde det store internationale potentiale, som vi mener det har og fortjener,« udtaler bestyrelsesformand i IC Group, Peter Thorsen.

Salget af Peak Performance sker til en kontantpris på 1,9 mia. kr. på gældsfri basis. Nettoprovenuet i forbindelse med frasalget forventes at udgøre 1,7-1,8 mia. kr. (svarende til 100-105 kr. pr. aktie), oplyser IC Group.

President og CEO hos Amer Sports, Heikki Takala, siger, at Peak Performance er et godt supplement til selskabets nuværende porteføjle.

»Med dette opkøb tager vi endnu et vigtigt skridt mod vores langsigtede mål om at opnå en omsætning på over 1,5 mia. euro inden for sportstøj,« udtaler han.

Udover Peak Performance, som altså nu skifter ejer, står IC Group bag kendte tøjmærker som Tiger of Sweden og By Malene Birger.

IC Groups største aktionær er rigmanden Niels Martinsen. Han grundlagde i sin tid IC Group (dengang under navnet IC Companys), og han ejer i dag 42 pct. af aktierne i selskabet via familieselskabet Friheden Invest.

Læs også
Top job