Fortsæt til indhold

Milliardæren Karsten Ree står bag nyt rejseselskab

Karsten Ree er blevet medejer af endnu et rejsebureau - denne gang med fokus på specialture i den dyre ende.

Erhverv

Den danske milliardær Karsten Ree har kastet sig ind i en ny satsning på det store marked for rejsebureauer. Men målet er ikke bare at skabe endnu et almindeligt rejsebureau. Målgruppen er den type kunder, der efterspørger længere rejseperioder og mere fordybelse.

Det skriver branchesitet Standby.dk.

Det nye rejsebureau hedder "Safari and Beyond" og kommer til at have base i Herning. Bag det nye rejsebureau står Safarigruppen ApS, der i forvejen driver African Tours og B2B Travel, og som er ejet af Karsten Ree og Claus Lund Sørensen.

Hvor African Tours og B2B Travel har en bred vifte af destinationer og rejselængde, tilbyder Safari and Beyond fra begyndelsen kun fem rundrejser, som løber fra 9 til 21 dage. Der er tale om rejser, der i de fleste tilfælde kun vil blive tilbudt én gang om året - eller ligefrem kun én gang overhovedet.

»En stor del af inspirationen til det nye rejsebureau kommer fra safarirejsende, der har efterlyst længere rejseperioder med tid til fordybelse og udforskning. Det er en kombination med vores erfarne rejselederes ønsker om at give andre en ultimativ oplevelse i en ellers ufremkommelig del af verden,« siger medejer Claus Lund Sørensen til Standby.dk.

Indtil videre kan du komme med Safari and Beyond til Indonesien, Kenya, Papua New Guinea samt Sydafrika og Sydamerika.

Satsningen på et nyt nichebureau kommer kort tid efter at Safarigruppen fremlagde et regnskab med fremgang. I 2017 formåede rejsekoncernen at tjene knap 1,9 mio. kr. mod et underskud på 1,1 mio. kr. året før.

Egenkapitalen er dog fortsat negativ, og samtidig har Safarigruppen en samlet gæld på næsten 20 mio. kr. Karsten Ree har stillet et lån på 3,5 mio. kr. til rådighed og holder dermed hånden under rejseselskabet.

Karsten Rees investering i Safari and Beyond er foretaget af finansdirektøren i hans holdingselskab, René Eghammer. Derfor har Karsten Ree på nuværende tidspunkt ikke ønsket at udtale sig om det nye projekt.

Karsten Ree købte Safarigruppen i 2015 fra frugtmanden John Olsen. Da havde selskabet tabt penge år efter år, og ifølge Karsten Ree manglede det penge for at kunne fortsætte driften.

Tilsyneladende fik Karsten Ree rejseselskabet til spotpris. I hvert fald skrev John Olsen efterfølgende i sit holdingselskab, at han havde frasolgt Safarigruppen »med et betydeligt tab til følge.«

Artiklens emner
Karsten Ree