Serier
0

Bagmandspolitiet kræver OW Bunker-chef idømt fem års fængsel

Bagmandspolitiets anklagere har justeret tiltalen mod den tidligere OW Bunker-chef Lars Møller, men det ændrer ikke ved, at han kræves idømt en langvarig fængselsstraf.

Opgøret efter OW Bunker
Lars Møller er tiltalt for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed, fordi han lod en kredit løbe løbsk. Han var ikke til stede under torsdagens retsmøde, men her er han tegnet under et tidligere retsmøde. Tegning: Rasmus Sand Høyer

Bagmandspolitiet kræver »ikke under fem års fængsel« til den tidligere OW Bunker-chef, Lars Møller, der er tiltalt for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed.

Det er kommet frem på torsdagens retsmøde i straffesagen, hvor anklagerne har taget hul på den såkaldte procedure.

Proceduren er sagens sidste fase, hvor anklagere og forsvarsadvokater fortæller dommer og domsmænd, hvordan de mener, man skal udlægge sagens beviser og vidneudsagn.

Derefter er kun domsafsigelsen tilbage.

Lars Møller var direktør for OW Bunkers singaporeanske datterselskab, Dynamic Oil Trading, der havde et tæt samarbejde med firmaet Tankoil.

Under sagen er det kommet frem, at Lars Møller havde lov til at yde kredit til Tankoil på op til 10 mio. dollars, men kreditten løb fuldstændig løbsk, og i november 2014 lød den på 156 mio. dollars.

Kreditten var en af to hovedårsager til, at OW Bunker gik konkurs i november 2014 og udløste en af de største børsskandaler i nyere dansk erhvervshistorie.

Det viste sig blandt andet, at en del af kreditten var holdt ude af OW Bunkers it-systemer, og bl.a. derfor rejste bagmandspolitiet tiltale for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed for 822 mio. kr.

En anden del handlede om, at Dynamic Oil Trading modregnede såkaldte åbne ordrer i opgørelsen af kreditten, hvilket fik risikoen til at fremstå mindre, end den reelt var.

Den del af overskridelsen, der handlede om åbne ordrer, valgte bagmandspolitiet anklagere dog torsdag at frafalde, og derfor er sagens beløbsmæssige påstand ændret til 114,8 mio. dollars, svarende til 645 mio. kr.

Strafferammen for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed går op til otte års fængsel.

»Den eneste omstændighed, der taler for, at straffen ikke skal helt op i øverste ende af skalaen, er, at tiltalte ikke selv har fået direkte andel i de 645 mio. kr.,« sagde anklager Matthias Brorsen i retten.

Bagmandspolitiets anklagere mener, at der ikke er grundlag for at gøre noget af straffen betinget, og de kræver samtidig Lars Møller frakendt retten til at deltage i ledelsen af virksomheder i Danmark og i udlandet.

BRANCHENYT
Læs også